Der var engang i en lille by omkranset af tætte skove og rullende enge, en venlig og nysgerrig dreng ved navn Benny. Benny var seks år gammel og elskede dyr mere end noget andet i verden. Han havde rodet brunt hår, altid en stribe snavs på kinden fra at lege udenfor, og et bredt smil, der gjorde alle omkring ham glade. Benny tilbragte det meste af sine eftermiddage med at vandre i skoven, på udkig efter fugle, kaniner, egern og ethvert andet dyr, han kunne finde. Han drømte om en dag at kunne tale med dem, at forstå deres tanker og følelser.
Bennys bedste ven var en lille, fluffy hund ved navn Daisy. Daisy var hvid med brune pletter og havde floppy ører, der sprang, når hun løb. Uanset hvor Benny gik, fulgte Daisy med. Hun var modig og nysgerrig, ligesom Benny, og sammen var de det perfekte team.
En lys morgen vågnede Benny ved lyden af kvitrede fugle uden for vinduet. "I dag føles som en særlig dag, Daisy," sagde han og kløede hende bag ørerne, mens hun viftede med halen. Benny pakkede sin lille rygsæk med en sandwich, en vandflaske og en notesbog, hvor han tegnede billeder af de dyr, han mødte. "Lad os gå på opdagelse i skoven!" sagde han ivrigt.
Skoven var levende med lydene af raslende blade, summende insekter og fugle, der sang deres glade sange. Benny og Daisy gik langs en smal jordsti og stoppede ind imellem for at se en sommerfugl svæve forbi eller et egern skynde sig op ad et træ. Alt føltes normalt, men der var en mærkelig spænding i luften, som om skoven gemte på en hemmelighed.
Efterhånden som de begav sig dybere ind i skoven, bemærkede Benny noget usædvanligt. Træerne omkring dem voksede højere og tættere, deres blade dannede et tykt tag, der lod kun små stråler af sollys slippe igennem. Luften duftede jordagtigt og friskt, og lydene fra skoven syntes at blive mere stille. Så, i afstand, så Benny noget glimrende blandt træerne.
"Ser du det, Daisy?" hviskede Benny. Daisy gøede blidt, som om hun også kunne se det.
De gik tættere på, og snart indså Benny, at det glimrende kom fra en bue lavet af vinstokke og blomster. Blomsterne glitrede, som om de var dækket af små diamanter, og buen så ud til at synge med en blid energi. Hængende fra toppen af buen var et træskilt, der lød "Velkommen til Dyrefolket."
Bennys øjne blev store. "Dyrefolket? Jeg har aldrig hørt om dette før!"
Daisy viftede med halen ivrigt, og sammen trådte de gennem buen. I det øjeblik de gjorde, følte Benny en varm, magisk fornemmelse skylle over sig. Luften duftede sødere, farverne omkring ham syntes lysere, og han kunne høre bløde stemmer, der ikke lød som mennesker.
Som de gik videre, indså Benny, at de var omgivet af dyr. Ikke bare vilde dyr, men dyr, der opførte sig som mennesker. Der var en kanin, der bar en lille vest og havde en kurv med gulerødder. Et egern sad på en bænk og læste en lille bog. En familie af ænder gik forbi og snakkede med hinanden om deres dag. Benny kunne ikke tro sine egne øjne.
"Daisy," hviskede Benny, "det her sted er fantastisk! Dyrene er… de taler og handler som os!"
Før Daisy kunne gø i enighed, kom en høj ræv iført et grønt tørklæde hen til dem. "Hej der!" sagde ræven med et venligt smil. "I må være nye her. Velkommen til Dyrefolket. Mit navn er Felix."
Benny stirrede på Felix i beundring. "Kan du tale?" spurgte han.
Felix lo. "Selvfølgelig kan jeg! Alle her kan. Denne landsby er et særligt sted, hvor dyr lever i harmoni. Og i dag er du den første menneske, der besøger os i meget lang tid."
Benny følte en blanding af spænding og nervøsitet. "Jeg er Benny, og dette er Daisy," sagde han og pegede på sin hund. "Vi mente ikke at forstyrre. Vi var bare på opdagelse i skoven."
Felix nikkede. "Du forstyrrer slet ikke! Faktisk kunne vi bruge din hjælp."
"Min hjælp?" spurgte Benny og hævede et øjenbryn. Hvad kunne han dog gøre for en landsby fyldt med talende dyr?
Felix forklarede, "Der har været et problem i landsbyen. Det Store Egtræ, som giver liv og magi til vores hjem, er syg. Dets blade bliver brune, dets grene hænger, og vi ved ikke hvorfor. Uden træet kan vores landsby ikke overleve."
Bennys hjerte sank. Han hadede tanken om, at et sådant magisk sted var i fare. "Jeg vil gerne hjælpe! Fortæl mig, hvad jeg kan gøre," sagde han ivrigt.
Felix smilede. "Du er meget venlig, Benny. Det Store Egtræ har en beskytter, en klog gammel ugle ved navn Olive. Hun bor i toppen af træet og ved måske, hvad der er galt. Men klatreopgaven er stejl og tricky. Vil du og Daisy gå for at se hende?"
Benny nikkede uden tøven. "Selvfølgelig! Vi vil gøre alt, hvad der kræves."
Felix førte Benny og Daisy til bunden af Det Store Egtræ. Det var det største træ, Benny nogensinde havde set, med en massiv stamme og grene, der syntes at strække sig op til himlen. Men som Felix havde sagt, så træet sygt ud. Dets engang livlige blade var matte og smuldrede, og luften omkring det føltes tungt.
"Du kan gøre det, Benny," sagde Felix opmuntrende. "Vi regner med dig."
Benny kiggede op på træet, tog en dyb indånding og begyndte at klatre. Daisy holdt sig tæt til ham, hoppe fra gren til gren. Klatringen var udfordrende, men Benny gav ikke op. Endelig nåede de toppen, hvor de fandt Olive ugle sidde på en gren. Hun havde fjer så hvide som sne og øjne, der syntes at indeholde al verdens visdom.
"Hej, lille ven," sagde Olive med en beroligende stemme. "Jeg har ventet på dig."
"Du har?" spurgte Benny overrasket.
Olive nikkede. "Det Store Egtræ fortalte mig, at du ville komme. Du har et venligt hjerte, og venlighed er, hvad vi har brug for for at redde vores træ."
"Hvad er der galt med træet, Olive?" spurgte Benny.
Olive sukkede. "Træets rødder strækker sig dybt ind i jorden, hvor de opsamler magi fra jorden. Men for nylig er jorden blevet forgiftet af affald og forurening, som mennesker har efterladt nær skoven. Træet mister sin styrke."
Benny rynkede panden. Han følte en stikkende skyldfølelse, selvom han aldrig havde efterladt affald i skoven. "Er der en måde at rette op på det?" spurgte han.
Olive nikkede. "Vi skal rense jorden og give træet frisk vand. Men det kræver teamwork. Vil du hjælpe os med at samle dyrene?"
"Ja!" sagde Benny uden tøven. "Vi skal alle arbejde sammen."
Benny og Daisy klatrede tilbage ned ad træet og fortalte Felix og de andre dyr, hvad Olive havde sagt. Felix organiserede dyrene i grupper, hver med en opgave. Kaninerne gravede grøfter for at fjerne den forurenede jord. Egerne og fuglene bar frisk jord fra en nærliggende eng. Bævrerne byggede en dæmning for at lede rent vand mod træets rødder. Selv Daisy hjalp ved at bære små spande med vand i munden.
Benny arbejdede hårdere end han nogensinde havde gjort før, og hjalp hvor han var nødvendig. Han opmuntrede dyrene, holdt alle motiverede, og sang endda glade sange for at holde deres ånd høj. Det var hårdt arbejde, men Benny vidste, at det var det værd.
Efter timer med indsats begyndte Det Store Egtræ at ændre sig. Dets blade blev grønnere, dets grene stod højere, og luften omkring det føltes lettere. Et blødt, gyldent skær spredte sig fra træet, fyldte hele landsbyen med varme og magi.
Olive fløj ned fra træet og landede på Bennys skulder. "Du har gjort noget vidunderligt, Benny. Du har mindet os alle om kraften i venlighed og teamwork."
Benny følte en bølge af stolthed i brystet. "Jeg kunne ikke have gjort det uden alles hjælp," sagde han.
Før Benny og Daisy forlod landsbyen, gav Felix ham en lille, glitrende ekorn. "Dette er en gave fra Det Store Egtræ," sagde Felix. "Så længe du har det, vil du altid bære et stykke af vores magi med dig."
Benny takkede Felix og sagde farvel til alle sine nye venner. Da han og Daisy gik hjem, gik solen ned og malede himlen i nuancer af orange og pink. Benny holdt ekornet tæt i hånden og følte sig taknemmelig for eventyret og de lektioner, han havde lært.
Fra den dag af sørgede Benny for at tage ekstra godt vare på skoven og opmuntrede alle i sin landsby til at gøre det samme. Han vidste, at selv små handlinger af venlighed kunne gøre en stor forskel.
Og så levede Benny, Daisy, og alle dyrene i den magiske landsby lykkeligt til deres dages ende, i en verden der var lidt lysere og venligere på grund af deres indsats.
Slut.
