Der var engang, i et fjernt land, et magisk kongerige kaldet Eldoria. Det var et sted, hvor eventyr blev levende, hvor træerne hviskede hemmeligheder, og hvor stjernerne glimtede bare lidt lysere. Eldoria blev styret af en venlig og klog dronning ved navn Seraphina, som blev elsket af alle sine folk. Kongeriget var fyldt med glæde, latter og magi, men der var én ting, der gjorde Eldoria speciel over alt andet dens historier.
I Eldoria var historier ikke bare ord på papir. Hver historie havde sit eget liv og sin egen magi. Folket i Eldoria troede, at historier var kongerigets hjerte, og uden dem ville magien falme. Så hver år var der en stor festival, hvor alle delte deres yndlingshistorier. Den største historie af dem alle handlede om en skjult skat, der angiveligt var begravet dybt inden i kongeriget, og ventede på at blive fundet af nogen modig og sand.
I en lille hytte nær skovene boede en ung pige ved navn Ella. Ella var ti år gammel, med langt gyldent hår og nysgerrige grønne øjne. Hun elskede historier mere end noget andet i verden. Hendes bedstemor fortalte hende eventyr hver aften før sengetid, og Ella drømte om riddere, drager og magiske lande. Men der var én historie, som Ella elskede mest, og det var historien om den glemte skat i Eldoria.
Ella havde hørt historien mange gange, men ingen havde nogensinde været i stand til at finde skatten. Det siges, at kun dem, der virkelig forstod betydningen af historier, kunne finde den. Ella ville ofte sidde ved vinduet og kigge ud på de fjerne bjerge, undrende om hun nogensinde ville blive den, der opdagede skatten.
En lys og solskinsdag besluttede Ella, at det var tid til hendes eget eventyr. Hun pakkede en lille taske med noget brød, ost og en vandflaske, og begav sig ind i skoven. Hun fortalte ikke nogen, hvor hun skulle hen, ikke engang sin bedstemor, fordi hun ville have dette til at være sin egen historie.
Da Ella gik dybere ind i skoven, lagde hun mærke til, at luften føltes anderledes. Træerne syntes at summe med energi, og fuglene sang sange, der lød, som om de fortalte deres egne historier. Ella smilede for sig selv og følte magien fra Eldoria omkring sig.
Efter at have gået i timevis, kom Ella til en lille, funklerende bæk. Da hun knælede ned for at tage en slurk, hørte hun en stemme bag sig. "Er du faret vild, unge?" spurgte stemmen.
Ella vendte sig om for at se en lille, lysende skabning svævende i luften. Det var en fe med sølvvinger, der glimtede i sollyset. Feens øjne funklende med nysgerrighed, da hun så på Ella.
"Jeg er ikke faret vild," svarede Ella. "Jeg leder efter den glemte skat i Eldoria! Ved du, hvor jeg kan finde den?"
Feen grinede og flagrede med sine vinger. "Den glemte skat, siger du? Mange har søgt efter den, men ingen har fundet den. Hvad får dig til at tro, at du kan?"
Ella stod oprejst og smilede selvsikkert. "Jeg tror på magien i historier. Jeg ved, at hvis jeg lytter nøje, vil historierne guide mig."
Feen tippede hovedet, imponerede over Ellas svar. "Nå men," sagde hun. "Jeg vil hjælpe dig, men du må bevise, at dit hjerte er rent. Følg mig."
Feen førte Ella dybere ind i skoven, hvor træerne voksede højere, og luften syntes at glimte med magi. Mens de gik, fortalte feen Ella historier historier om modige riddere, fortryllede skove og magiske væsener. Ella lyttede opmærksomt, velvidende at hver historie indeholdt en ledetråd.
Endelig nåede de en lysning i skoven, hvor en stor sten stod i centeret. Stenen var dækket af ældgamle skrifter, som Ella ikke kunne læse.
"Skatten er nær," sagde feen. "Men for at finde den skal du løse gåden fra stenen. Lyt nøje."
Feen fløj tættere på stenen og begyndte at tale med en blød, melodisk stemme
"I historiens hjerte findes sandheden,
Hvor venlighed og mod altid blomstrer.
Den skat, du søger, er ikke lavet af guld,
Men noget mere værdifuldt, eller så har du fået fortalt."
Ella rynkede panden og tænkte grundigt over ordene. Hun lukkede sine øjne og tænkte på alle de historier, hun havde hørt. De var fyldt med helte, der var modige og venlige, som hjalp andre og troede på magien omkring dem.
Pludselig kom det til hende.
"Skatten er ikke noget, du kan holde," sagde Ella højt. "Det er magien i historierne selv! Den virkelige skat er kraften i historierne til at lære os og hjælpe os med at vokse."
Feen klappede sine hænder og lo af glæde. "Du er klogere end dine år, Ella. Du har fundet Eldorias sande skat."
Mens Ella stod der, begyndte jorden under hende at glimte, og fra jorden steg en smuk bog op. Bogens omslag var prydet med juveler, og dens sider lyste med et blødt, gyldent lys.
"Dette er Historiernes Bog," forklarede feen. "Den indeholder alle Eldorias historier, fortidige og fremtidige. Ved at finde den sande betydning af skatten, har du fortjent retten til at beskytte den."
Ella tog forsigtigt bogen i sine hænder. Den føltes varm, som om den var i live. Hun smilede, velvidende at dette var den største skat af alle ikke guld eller juveler, men de historier, der havde formet hendes kongerige.
"Men hvad skal jeg gøre med den?" spurgte Ella.
Feen smilede venligt. "Du skal dele historierne med andre. Lære dem lektierne om venlighed, mod og kærlighed. Så længe du holder magien i historierne i live, vil Eldoria aldrig miste sin magi."
Ella nikkede og forstod sit nye ansvar. Hun takkede feen for hendes hjælp og begyndte rejsen tilbage til sin landsby, med Historiernes Bog sikkert gemt under sin arm. Da hun gik, tænkte hun på alle de mennesker, hun ville dele historierne med sin bedstemor, sine venner og endda de fremmede, der passerede gennem landsbyen.
Da Ella kom hjem, blev hun mødt med kram og jubel. Landsbyboerne havde været bekymrede for hende, men da hun viste dem Historiernes Bog, smeltede deres bekymringer væk.
I mange år rejste Ella rundt i Eldoria og delte magien i historierne med alle, hun mødte. Hun fortalte fortællinger om venlighed og mod, om kærlighed og venskab, og om den magi, der levede i hver eneste historie. Og så længe historierne blev fortalt, forblev kongeriget Eldoria fuld af magi og vidunder.
Og således blev den glemte skat ikke længere glemt, og Eldorias magi levede videre i generationer fremover.
Slutningen.
