Engang for længe siden, i det fjerne land Lyria, var der et smukt kongerige styret af en venlig og klog dronning ved navn Amara. Dronning Amara var elsket af alle sine folk, fordi hun regerede med visdom, venlighed og retfærdighed. Kongeriget Lyria var kendt for sine frodige grønne skove, funklende floder og marker fyldt med farverige blomster. Men der var noget endnu mere specielt ved Lyria det var et land, hvor eventyr blev til virkelighed.
I Lyria troede alle på magi. Der var feer, der boede i skoven, drager der fløj højt over bjergene, og talende dyr, der strejfede rundt i skovene. Folket i Lyria levede fredeligt sammen med disse magiske væsner, og sammen skabte de et land fyldt med glæde og vidundere.
I en lille landsby på kanten af kongeriget boede der en lille pige ved navn Elara. Elara var seks år gammel, med lyst gyldent hår og store blå øjne, der funklede, whenever hun smilede. Hun boede sammen med sine forældre i en hyggelig hytte omgivet af blomster, og hun tilbragte sine dage med at udforske de nærliggende skove, jage sommerfugle og lytte til fuglenes sange.
Elara elskede historier. Hver aften ville hendes mor eller far fortælle hende en godnathistorie, og Elara drømte om at være en del af disse fortællinger. Hun drømte om at møde feer, tale med dyr og tage på store eventyr. Mest af alt drømte hun om at blive en helt, ligesom dem i hendes yndlingshistorier.
En aften, efter at hendes forældre havde puttet hende i seng, sad Elara ved sit vindue og kiggede ud på stjernerne. Hun sukkede blødt og spekulerede på, om hun nogensinde ville få sit eget eventyr. Lige som hun var ved at lukke øjnene og falde i søvn, bemærkede hun noget usædvanligt. Et lille, lysende objekt svømmede lige uden for hendes vindue. Det skinnede som guld i måneskinnet, og det svævede blidt, som vingerne på en fugl.
Nysgerrig åbnede Elara sit vindue og rakte ud for at fange det lysende objekt. Til hendes overraskelse var det en gylden fjer. Fjerens berøring var varm, og den funklede, som om den var lavet af stjernestøv.
"Hvor kom dette fra?" undrede Elara højt.
Før hun kunne tænke nærmere over det, fyldte en blød stemme rummet. "Elara," hviskede stemmen. "Elara, vi har brug for din hjælp."
Elara så sig omkring i overraskelse, men der var ingen der. Stemmen syntes at komme fra fjeret selv.
"Hvem er du?" spurgte hun og holdt fjeret op til sit ansigt.
"Jeg er en budbringer fra Fe Dronningen," sagde stemmen. "Det magiske rige af feer er i fare. Den Gyldne Træ, kilden til al magi i Lyria, falmer. Hvis træet dør, vil magien i vores land forsvinde for evigt."
Elara gispede. "Men hvordan kan jeg hjælpe? Jeg er bare en lille pige."
Stemmen var blid, men fast. "Du er den, feerne har valgt, Elara. Du er modig og venlig, og du tror på magi. Kun nogen med et rent hjerte kan genoprette den Gyldne Træ."
Elara's hjerte bankede hurtigt af både spænding og nervøsitet. "Hvad skal jeg gøre?"
"Du skal rejse til den fortryllede skov og finde hjertet af den Gyldne Træ," forklarede stemmen. "Hjertet er en magisk ædelsten, der er skjult dybt inde i skoven. Hvis du placerer det tilbage i træets rødder, vil magien blive genoprettet. Men vær forsigtig, rejsen vil ikke være let. Der er udfordringer foran dig, og du skal være modig."
Elara nikkede og følte en blanding af frygt og beslutsomhed. "Jeg vil gøre det. Jeg vil redde den Gyldne Træ."
Stemmen blev blødere. "Tak, Elara. Tag denne fjer med dig. Den vil guide dig på din rejse."
Med den gyldne fjer i hånden, klædte Elara sig hurtigt og smuttede ud af sin hytte. Måneskinnet belyste hendes vej, mens hun begav sig mod den fortryllede skov. Skoven var fyldt med høje træer med sølvfarvede blade, der glimrede i natten, og luften duftede sødt som honning og blomster.
Efterhånden som hun gik dybere ind i skoven, følte Elara, at jorden under hendes fødder begyndte at ændre sig. Det bløde græs gav plads til en sti af lysende sten, og træerne syntes at hviske hendes navn. Hun fulgte stien og holdt den gyldne fjer tæt i hånden.
Efter et stykke tid kom Elara til en bred flod. Vandet funklede under måneskinnet, men der var ingen bro til at krydse. Lige som hun undrede sig over, hvordan hun skulle komme over, hoppede en stor, venlig udgave af en frø op af vandet.
"Hej, lille pige," sagde frøen med et kvæk. "Hvad bringer dig til den fortryllede skov?"
"Jeg er på en rejse for at redde den Gyldne Træ," forklarede Elara. "Men jeg skal krydse floden, og jeg ved ikke hvordan."
Frøen tænkte et øjeblik, så smilede den. "Jeg kan hjælpe dig. Hop op på min ryg, og jeg vil bære dig over."
Elara tøvede kun et øjeblik, før hun klatrede op på frøens ryg. Frøen sprang ind i vandet og svømmede glat over floden, mens den bar Elara sikkert til den anden side.
"Tak!" sagde Elara, da hun klatrede af frøens ryg.
"Held og lykke med din rejse!" kaldte frøen, mens han forsvandt tilbage i vandet.
Elara fortsatte langs den lysende sti, og følte sig mere selvsikker nu. Mens hun gik, tænkte hun på alle de eventyr, hendes forældre havde fortalt hende. Hun vidste, at hver helt stod over for udfordringer, men de fandt altid en måde at lykkes på. Hun var fast besluttet på at gøre det samme.
Soon, Elara kom til en stor, mørk hule. Hulens mund var bred og skyggefuld, og Elara kunne høre den svage lyd af vinden, der hvinede derinde. Hun vidste, at hun måtte gå gennem hulen for at nå hjertet af den Gyldne Træ, men mørket gjorde hende urolig.
"Vær modig," hviskede hun til sig selv og mindedes ordene fra stemmen fra fjeret.
Så tog Elara en dyb indånding og trådte ind i hulen. Det var koldt og fugtigt indeni, og det eneste lys kom fra den lysende fjer i hendes hånd. Mens hun gik dybere ind i hulen, hørte hun et dybt brøl fra skyggerne.
"Hvem tør træde ind i min hule?" rumlede en dyb stemme.
Elara fryser på stedet, hendes hjerte bankede. Fra mørket dukkede en stor skabning med lysende øjne. Det var en ulv, men i stedet for pels syntes dens krop at være lavet af skygger.
"Jeg er Elara," sagde hun, hendes stemme rystede. "Jeg er på en rejse for at redde den Gyldne Træ."
Den skyggefulde ulv vippede sit hoved, mens den studerede hende. "Du er meget modig for at komme her, lille én. Men for at passere gennem min hule, skal du besvare mit gåde."
Elara nikkede, og følte sig lidt mere selvsikker nu. "Jeg er klar."
Ulvens øjne lyste kraftigere, mens den talte. "Jeg har byer, men ingen huse. Jeg har bjerge, men ingen træer. Jeg har vand, men ingen fisk. Hvad er jeg?"
Elara tænkte hårdt og gentog gåden i sit sind. Byer, men ingen huse? Bjerge, men ingen træer? Vand, men ingen fisk? Pludselig kom svaret til hende.
"Et kort!" udbrød hun.
Ulvens øjne blødte, og den trådte til siden. "Du er klog, lille én. Du må passere."
Elara smilede og skyndte sig gennem hulen, taknemmelig for at hun havde løst gåden.
Efter at have forladt hulen, fandt Elara sig selv i en smuk lysning. I midten af lysningen stod den Gyldne Træ. Dens grene var høje og stærke, men dens blade var matte og falmede. Ved bunden af træet stod en lille piedestal, og på piedestalen sad en lysende ædelsten hjertet af den Gyldne Træ.
Elara nærmede sig træet og løftede forsigtigt ædelstenen. Så snart hun rørte ved det, fyldte et varmt lys lysningen, og den Gyldne Træ begyndte at skinne. Dens blade blev til brillant guld, og dens grene funklede med nyt liv.
"Du gjorde det, Elara!" sagde en bekendt stemme.
Elara vendte sig om for at se fe dronningen stå foran hende. Fe dronningen var høj og yndefuld, med vinger der glimrede som diamanter.
"Tak for at redde den Gyldne Træ," sagde fe dronningen. "På grund af dit mod og din venlighed vil magien i Lyria leve videre."
Elara smilede, hendes hjerte fyldt med glæde. Hun havde været på sit helt eget eventyr, ligesom heltene i hendes godnathistorier. Og hun havde reddet magien i kongeriget!
Fe dronningen lagde sin hånd på Elara's skulder. "Du er en ægte helt, Elara. Folkene i Lyria vil altid huske dit mod."
Med den gyldne fjer stadig lysende i sin hånd, gjorde Elara sin vej tilbage hjem. Da hun nåede sin hytte, var solen begyndt at stige, og kastede et varmt skær over landsbyen.
Hendes forældre ventede på hende, og de krammede hende hårdt. "Vi er så stolte af dig," sagde hendes far.
"Du har altid været vores lille eventyrer," tilføjede hendes mor med et smil.
Den aften, mens Elara lå i sin seng, tænkte hun på sin utrolige rejse. Hun havde mødt udfordringer, løst gåder og reddet magien i Lyria. Og bedst af alt, hun vidste, at dette kun var begyndelsen. Der ventede mange flere eventyr på hende, og hun kunne ikke vente med at se, hvad fremtiden havde i vente.
Og således lukkede Elara øjnene, drømmende om de mange eventyr, der endnu skulle komme.
Slut.
