Der var engang en glad lille landsby omkranset af bølgende enge og glitrende floder, hvor en nysgerrig og godhjertet 7 årig pige ved navn Ellie boede. Ellie havde funkende blå øjne og kastanjehår, som altid så lidt rodet ud efter hendes uendelige eventyr. Hun elskede at udforske og forestille sig magiske verdener, inspireret af de historier, hendes bedstemor fortalte hende hver aften før sengetid. Ellies favorit var fortællingen om "Den Hviskende Eg," et gammelt magisk træ, der siges at kunne opfylde ønsker, men kun for dem som var modige, venlige og rene af hjerte.
Ellie undrede sig altid over, om den Hviskende Eg var virkelig. De fleste af landsbyens indbyggere mente, det bare var en historie for at underholde børn. Men Ellie? Hun håbede hemmeligt, at det var sandt. Dybt inde i sit hjerte følte hun et kald, en stille hvisken, der opfordrede hende til at finde det. Lidt vidste hun, at skæbnen havde et magisk eventyr i vente for hende.
En solrig morgen vågnede Ellie til en usædvanlig vind, der blæste ind gennem hendes åbne vindue. På hendes vindueskarm lå en glitrende gylden fjer. Da hun tog den op, lagde hun mærke til, at der kom skinnende ord frem på dens overflade "Søg den Hviskende Eg, for magien den bærer kan redde landsbyen."
Ellie gispede. Redde landsbyen? Hendes hjerte bankede af spænding og nysgerrighed. Uden tøven pakkede hun sin lille rygsæk med fornødenheder en vandflaske, et lille brød, et æble, en notesbog og en blyant. Hun bandt sine solide sko, satte sit yndlings røde tørklæde på, og begav sig mod skoven i udkanten af landsbyen. Dette var begyndelsen på hendes største eventyr.
Skoven var omfattende og fuld af liv, med sollys, der filterede gennem bladene, og fugle, der kvidrede i grene. Da Ellie gik dybere ind i skoven, bemærkede hun, at skoven syntes... levende. Træerne svajede blidt, som om de hilsede på hende, og blomsterne syntes at blomstre lysere, mens hun gik forbi. Det føltes magisk.
Pludselig kaldte en blød stemme "Ellie! Ellie!" Hun stoppede op, usikker på, hvor stemmen kom fra. Før hun kunne svare, hoppede en lille kanin frem fra bag et busk. Dens pels var sølvfarvet, og dens øjne funklede som små stjerner. "Ellie," sagde kaninen, "jeg er Lumi, og jeg er kommet for at guide dig."
"Du kan tale?" udbrød Ellie, hendes øjne var vidt åbne af forundring.
"Selvfølgelig," svarede Lumi med en bevægelse af sin næse. "Skoven er fuld af magi, og du er ved at blive en del af en meget særlig rejse."
Ellie fulgte Lumi dybere ind i skoven, hvor træerne blev højere, og luften blev koldere. Mens de gik, forklarede Lumi, at den Hviskende Egs magi var ved at falme, fordi nogen havde stjålet dens Hjertekrystal, en glødende ædelsten, der gav træet sin kraft. Uden Hjertekrystallen ville magien, der beskyttede landsbyen, forsvinde.
"Men hvorfor tog nogen den?" spurgte Ellie med en rynke i panden.
"Fordi ikke alle forstår, at magi er ment at blive delt, ikke samlet," sagde Lumi. "Men du skal ikke bekymre dig. Jeg tror, du er den, der kan genoprette den."
Deres første udfordring kom, da de nåede et boblende bækløb, der blokkerede deres vej. Vandet flød for hurtigt til at krysse, og der var ingen bro. "Hvad skal vi gøre?" undrede Ellie højt.
Lumi rynkede sine ører og pegede på en klynge af sten, der stod i bækken. "Disse sten synes magiske. Hvis du svarer på deres gåde, vil de lade os passere sikkert."
Fra den største sten rumlede en dyb stemme "For at passere skal du svare Hvad har rødder, som ingen ser, er højere end træer, går op, op, og alligevel vokser det aldrig?"
Ellie tappede sig på hagen og tænkte længe. Så huskede hun en historie, hendes bedstemor havde fortalt hende. "Et bjerg!" udbrød hun.
Stenene lyste lyst op og skiftede til en perfekt sti over vandet. Ellie og Lumi krydsede uden besvær, og stenene vendte tilbage til deres oprindelige pladser bag dem.
Deres rejse fortsatte, og snart mødte de deres anden udfordring. En tyk mur af tornefulde vinstokke blokkerede deres vej. Ellie forsøgte at presse sig igennem, men vinstokkene var for stærke. "Vi har brug for hjælp," sagde hun.
Netop i det øjeblik fløjtede en lille fe med gyldne vinger ned fra et nærliggende træ. "Hej, Ellie!" sagde feen med en stemme som en blid klang. "Jeg er Flora. Jeg kan hjælpe dig, men først skal du vise din venlighed. Min blomsterhave blev trampet af en vildsvin, og jeg har ikke styrken til at reparere det. Hvis du kan hjælpe mig, vil jeg rydde vejen for dig."
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe!" sagde Ellie uden tøven.
Med Lumis hjælp genplantede Ellie forsigtigt blomsterne, glattede jorden og vandede dem med en lille stråle fra bækken. Feen klappede i hænderne af begejstring. "Tak, Ellie! Din venlighed har genoprettet min have. Nu vil jeg rydde vejen."
Med et svej med sin tryllestav fik Flora de tornefulde vinstokke til at forsvinde, og afslørede vejen fremad. Ellie og Lumi takkede hende og fortsatte deres søgen.
Mens de fortsatte, blev skoven mørkere og stille. Ellie begyndte at føle sig lidt nervøs, men Lumi holdt sig tæt, og gav hende beroligende ord. Endelig ankom de til en lysning, hvor den Hviskende Eg stod. Det var det højeste træ, Ellie nogensinde havde set, med massive grene, der strakte sig mod himlen, og barken, der svagt glødede i gyldent lys. Men der var noget galt, gløden var svag, og træet så træt ud.
Ved bunden af træet stod en skyggefuld figur, der krammede Hjertekrystallen. Figuren vendte sig om og afslørede sig for at være en kappeklædt troldmand med gennemborende grønne øjne. "Hvem vover at forstyrre mig?" buldrede troldmanden.
Ellie trådte frem, hendes stemme var fast på trods af hendes frygt. "Du har taget noget, der ikke tilhører dig. Hjertekrystallen tilhører den Hviskende Eg og skoven. Uden den vil landsbyen og dens magi visne væk."
Troldmanden lo koldt. "Og hvorfor skulle jeg bryde mig om det? Magt tilhører dem, som er stærke nok til at tage den."
"Men ægte styrke kommer fra at hjælpe andre, ikke fra at stjæle," sagde Ellie modigt. "Skovens magi er ment at beskytte alle. Please, giv den tilbage."
Troldmanden tøvede, tilsyneladende taget på sengen af Ellies ord. Lumi hoppede nærmere og tilføjede "Hvis du returnerer Hjertekrystallen, vil magien vokse stærkere, og du kan blive en del af noget større. Du behøver ikke at være alene."
I et øjeblik blødte troldmandens grønne øjne op. Langsomt rakte han Hjertekrystallen mod Ellie. "Måske... har jeg været forkert," mumlede han. "Tag den og genopret magien."
Ellie tog Hjertekrystallen og nærmede sig den Hviskende Eg. Da hun placerede den glødende ædelsten i en hulning ved bunden af træet, syntes hele skoven at komme til live. Egens grene funklede med gyldent lys, og en varm, beroligende energi fyldte luften. Ellie kunne føle magien sprede sig, genoprette skoven og landsbyen derude.
Troldmanden så beundrende til. "Tak," sagde han stille. "Jeg ser nu, at magi ikke handler om magt, men om forbindelse."
Med skoven genoprettet talte den Hviskende Eg med en dyb, venlig stemme. "Ellie, dit mod, din venlighed og din visdom har reddet os alle. Husk, den største magi ligger i godheden af dit hjerte."
Ellie og Lumi vendte tilbage til landsbyen som helte. Landsbyens indbyggere jublede og fejrede, taknemmelige for Ellies mod og den genoprettede magi. Troldmanden blev tilbage i skoven og svor at bruge sin egen magi til at beskytte den.
Fra den dag vidste Ellie, at magi ikke kun var i den Hviskende Eg, men i hendes eget hjerte og i venligheden og modet hos enhver, der var villig til at gøre det rigtige.
Slutningen.
