Lena havde altid været et nysgerrigt barn. Hun elskede at udforske skovene bag sit hus, og forestille sig, at de førte til magiske lande fyldt med eventyr. En aften, da solen dykkede under horisonten og stjernerne begyndte at blinke, snublede hun over noget usædvanligt en sølvfarvet dør, der stod alene midt i en lysning. Den havde ingen vægge, ingen ramme, kun en glitrende overflade, der reflekterede måneskinnet som en vandpyt. Hendes hjerte bankede af spænding, da hun rakte ud og rørte ved håndtaget. I det øjeblik hendes fingre berørte det, svang døren åben og afslørede en virvlende tunnel af dybe blå og lilla nuancer. Før hun kunne træde tilbage, trak et pludseligt vindpust hende ind. Hun tumblede fremad, snurrede gennem luften og landede blødt på blødt græs. Lena satte sig op og gispede. Hun var ikke længere i skoven nær sit hjem. Hun befandt sig i et vidtstrakt felt under en himmel fyldt med lysende stjerner, selvom det ikke var nat. Træerne glimtede med sølvfarvede blade, og jorden funklede, som om den var drysset med små diamanter.
Underlige svævende lanterner drev gennem luften og kastede et blødt lys over det hele. En lille skabning med store, lysende øjne og vinger som en guldsmed svømmede hen imod hende. Den havde en lille krop dækket af blødt pels, og dens vinger lavede en blid summende lyd. "Velkommen til Evernight!" kvitrede den. "Evernight?" spurgte Lena, mens hun rejste sig. "Hvor er det?" Skabningen svang rundt i luften. "Du er i kongeriget, hvor natten aldrig slutter, men det er ikke mørkt. Det er altid lysende! Mit navn er Flicker. Hvem er du?" "Jeg er Lena. " Hun så sig omkring i beundring. "Dette sted er smukt. " Flicker nikkede.
"Det er det, men det er i problemer. Starstone, som holder Evernight lysende, er blevet stjålet, og uden den vil lyset falme, og mørket vil overtage. " Lenas øjne blev store. "Det lyder forfærdeligt! Hvem tog det?" "Skyggekongen," sagde Flicker i en dæmpet stemme. "Han lever i de Hule Bjerg, langt forbi den Sølvfarvede Skov. " Lena følte en bølge af spænding. Dette var præcis som de eventyr, hun altid havde drømt om. "Måske kan jeg hjælpe!" Flicker klappede sine små hænder. "Det ville være vidunderligt, men rejsen er farlig. Du skal krydse Hviskerfloden, løse gåderne fra Månesfinksen og finde en måde ind i Skyggekongens slot. " Lena spændte skuldrene. "Lad os gøre det.
" Flicker førte hende gennem den Sølvfarvede Skov, hvor træerne summede blidt som om de hviskede hemmeligheder til hinanden. Lena bemærkede, at hver gang hun rørte et træ, glimtede det lysere i et øjeblik. "Hvorfor gør de det?" spurgte hun. "De sanser venlighed," forklarede Flicker. "Evernight er et sted af lys, og venlighed gør det stærkere. " Efter at have gået i hvad der føltes som en time, nåede de Hviskerfloden. Vandet reflekterede himlen perfekt, hvilket fik det til at ligne en flod af stjerner. Imidlertid svømmede uhyggelige stemmer fra dens overflade, mumlende tvivl og frygt. "Du vil aldrig få succes," hviskede stemmerne. "Gå tilbage nu. Du er for lille, for svag. " Lena rystede.
"Hvordan krydser vi?" Flicker pegede på en række trædesten. "Hviskerne forsøger at gøre dig bange. Hvis du tror på dig selv, vil de svinde. " Lena tog en dyb indånding og trådte på den første sten. Hviskerne blev højere, men hun fokuserede på sit mål. "Jeg er modig," hviskede hun til sig selv. For hvert skridt svandt hviskerne, indtil de ikke var mere end en fjern mumlen. Da hun nåede den anden side, smilede hun. "Jeg gjorde det!" Flicker klappede. "Godt klaret! Nu skal vi møde Månesfinksen. " De gik, indtil de nåede en kæmpe stenkåb, der stod under en stor stenbue. Under den sad en majestætisk skabning med kroppen af en løve og ansigtet af en klog gammel ugle.
Dens øjne glimtede som månen. "For at passere, skal du løse min gåde," sagde Månesfinksen med en dyb stemme. Den rømmede sig og reciterede "Jeg har ingen ben, men jeg løber, Jeg har ingen lunger, men jeg trækker vejret, Jeg har ingen mund, men jeg hvisker. Hvad er jeg?" Lena tænkte hårdt. Hun gentog gåden for sig selv og overvejede hver ledetråd. "Løber uden ben… trækker vejret uden lunger… hvisker uden mund…" Pludselig smilede hun. "Vinden!" Månesfinksen nikkede. "Korrekt. Du må passere. " Lena og Flicker hastede gennem buen, og nåede endelig de Hule Bjerg. Et mørkt slot tårnede sig oppe, omgivet af virvlende skygger.
"Hvordan kommer vi ind?" spurgte Lena. Flicker pegede på små lysende skabninger, der fløj nær indgangen. "De er Glød Sprite. De er bange for mørket, men elsker historier. " Lena fik en idé. Hun satte sig på en sten og begyndte at fortælle en historie om sit hjem, om sine eventyr i skoven, om den gang hun byggede et træhus med sine venner. Glød Sprite samledes omkring hende, deres lys blev klarere. Da deres glød intensiveredes, svandt skyggerne nær indgangen, og afslørede en skjult dør. Lena skubbede den åben, og de gled ind. Slottet var koldt og mørkt, med lange korridorer, der snoede sig i alle retninger. I centrum af den storslåede hal, på en pedestali, lå den stjålne Starstone, der svømmede svagt med lys.
Men før Lena kunne nå den, dukkede en skyggefuld skikkelse op. Skyggekongen. Hans skikkelse var lavet af virvlende mørke, med lysende røde øjne. "Hvem vover at træde ind i mit slot?" buldrede han. Lena tog en dyb indånding og trådte frem. "Det gør jeg. Evernight har brug for Starstone tilbage. " Skyggekongen lo. "Og hvorfor skulle jeg give den til dig?" Lena tænkte et øjeblik. Hun vidste, at det ikke ville hjælpe at kæmpe imod ham. I stedet prøvede hun noget andet.
"Fordi lys og mørke er meningen at eksistere sammen," sagde hun. "Uden lys er der ingen skygge, og uden skygge har lyset ingen kontrast. Du har ikke brug for at stjæle Starstone for at have en plads i Evernight. " Skyggekongen tøvede. "Mener du, jeg hører hjemme i Evernight?" Lena nikkede. "Alle gør. Selv skygger kan være smukke, når de danser i lyset. " Skyggekongen så på sin egen svævende form, derefter på den svage Starstone. Langsomt tog han den op og rakte den til Lena. "Måske… har du ret. " Så snart Lena tog Starstone, brød den ud i strålende lys og fyldte slottet med varme.
Skyggerne blev bløde, og blandede sig fredeligt med gløden. Flicker jublede. "Du gjorde det, Lena!" Skyggekongen gav et lille smil, før han forsvandt i luften, hans mørke ikke længere truende men blidt, som den kølige skygge på en solrig dag. Lena og Flicker returnerede Starstone til sin rette plads i hjertet af Evernight. Kongeriget lyste klarere end nogensinde, og træerne, floderne og lanternerne glimtede glædeligt. Som belønning gav herskerne af Evernight Lena en sølvnøgle. "Dette vil give dig mulighed for at vende tilbage, når du ønsker," sagde de. Lena takkede dem, og med et sidste blik på den smukke glødende verden trådte hun endnu en gang gennem den sølvfarvede dør. Hun fandt sig selv tilbage i skoven, solen steg nu op på himlen. Hun greb om nøglen i sin hånd, smilede og vidste, at eventyr, venskab og kreativitet altid ville guide hende, hvad enten det var i Evernight eller i hendes egen verden. Og fra den dag, hver gang hun stod over for en udfordring, huskede hun de lektioner, hun havde lært Tro på dig selv, løs problemer med venlighed og kreativitet, og se altid skønheden i både lys og skygge.
