Der var engang, i et fjernt land, gemt mellem tårnhøje bjerge og glitrende søer, et magisk kongerige kaldet Drømmetoppen. Drømmetoppen var ikke et almindeligt kongerige. Det var et sted, hvor stjernerne på nattehimlen hviskede historier, floderne sang vuggeviser, og hvert træ gemte lidt magi i sine rødder. Det mest vidunderlige ved Drømmetoppen var dog, at det blev styret af drømme.
I dette kongerige var der et særligt sted kaldet Drømmepaladset, hvor Drømmedronningen boede. Drømmedronningen havde en magisk krone, der gjorde det muligt for hende at skabe drømme for hver person i landet. Hun kunne lave drømme om at svæve på skyer, danse med sommerfugle eller udforske hemmelige skove fyldt med skatte. Men der var én regel i Drømmetoppen dårlige drømme var ikke tilladt. Dronningen sørgede for, at hver drøm var fyldt med lykke, eventyr og undren.
I en lille landsby ved kanten af Drømmetoppen boede der en lille pige ved navn Lila. Lila var seks år gammel, med krøllet sort hår og funklende brune øjne, der altid så ud til at skinne, når hun smilede. Hun var kendt i hele landsbyen for sin venlighed, altid hjælpsom over for andre og delte sine legetøj med sine venner. Lila elskede sengetid, fordi det var da, hun kunne drømme. Hun elskede at drømme om at flyve over bjergene, svømme med havfruer og lege med magiske væsner.
Men en nat skete der noget mærkeligt. Lila havde et mareridt.
I sin drøm blev himlen mørk, og stjernerne forsvandt. De smukke blomster i Drømmetoppen visnede, og floderne stoppede med at synge. I stedet for venlige dyr var skoven fyldt med skyggefulde figurer, der hviskede skræmmende ting. Lila vågnede med et forskrækket sæt, hendes hjerte bankede. Hun havde aldrig haft et dårligt drøm før, og hun forstod ikke, hvorfor det var sket.
Næste morgen besluttede Lila at gå til Drømmepaladset for at tale med Drømmedronningen. "Måske kan hun hjælpe mig med at forstå, hvorfor jeg havde et dårligt drøm," tænkte Lila.
Med sin beslutning taget pakkede Lila en lille taske med nogle snacks og vand, kyssede sine forældre farvel og begav sig ud på sin rejse til Drømmepaladset. Stien til paladset var lang, men Lila var ikke bange. Hun var blevet opdraget i den magiske verden af Drømmetoppen, hvor alt var muligt, hvis man troede på det.
Mens Lila gik gennem den fortryllede skov, hørte hun bladene rasle over sit hoved. Hun kiggede op og så en lille, lysende fugl flyve ned mod hende. Fuglen havde fjer, der glimtede som månen, og dens små øjne funklede som stjerner.
Astra neede sit hoved. "Et dårligt drøm, siger du? Det er usædvanligt i Drømmetoppen. Måske kan jeg hjælpe dig på din rejse. Vejen til paladset kan være tricky."
Lila smilede taknemmeligt. "Tak, Astra. Jeg kunne bruge en ven."
Sammen fortsatte Lila og Astra gennem skoven. Træerne omkring dem glødede med et blødt lys, og luften duftede sødt, som honningblomster. Lila følte sig tryg ved skovens skønhed, men hun kunne ikke ryste bekymringen i sit hjerte. Hvorfor havde hun haft et dårligt drøm? Var der noget galt med magien i Drømmetoppen?
Mens de gik, kom de over en lille bæk, der glimtede i sollyset. Ved bækken sad en kanin med pels så hvid som sne. Kaninen kiggede op på Lila og Astra med store, nysgerrige øjne.
Lila knælede ned ved siden af kaninen og forklarede sin situation. "Jeg er på vej til Drømmepaladset, fordi jeg havde et dårligt drøm i nat, og jeg vil vide hvorfor."
Kanins ører bevægede sig med bekymring. "Et dårligt drøm? Det er meget usædvanligt. Jeg har boet i Drømmetoppen hele mit liv, og jeg har aldrig haft et."
Lila nikkede. "Jeg ved det. Det er derfor, jeg er bekymret. Jeg har aldrig haft et dårligt drøm før heller."
Kaninen rejste sig på sine bagben og smilede. "Nå, du er heldig! Jeg kender en genvej til Drømmepaladset. Hvis du følger mig, vil jeg vise dig vejen."
Lila og Astra fulgte kaninen langs en snoet sti, der drejede og drejede gennem skoven. Træerne voksede højere, og luften blev køligere, da de nærmede sig paladset. Efter lidt tid nåede de kanten af en stor lysning. I midten af lysningen stod Drømmepaladset, dets høje spir glimtede som guld i sollyset. Paladset var omgivet af blomstrende blomster og glitrende springvand, og lyden af blid musik fyldte luften.
Lilas hjerte blev fyldt med spænding. Hun havde altid drømt om at se Drømmepaladset på tæt hold, og nu var hun endelig her!
Da de nærmede sig den storslåede indgang, svang paladsets døre op, og ud trådte Drømmedronningen selv. Hun var høj og elegant, med langt sølvfarvet hår, der flød som en flod, og hun bar en krone, der funklede med stjerner.
Lilas øjne blev store af overraskelse. "Ved du, hvorfor jeg er her?"
Dronningen nikkede. "Ja, kære. Jeg ved om dit dårlige drøm. Jeg har følt noget usædvanligt i magien i Drømmetoppen, og jeg tror, at din drøm er forbundet med det."
Lila følte et sværd af bekymring i sit bryst. "Hvad sker der, Deres Majestæt?"
Dronningen viste Lila, Astra og kaninen til at følge hende ind i paladset. De gik gennem de storslåede sale, hvor væggene var prydet med glitrende gobeliner, der skildrede smukke drømme, der var blevet skabt gennem årene.
Endelig nåede de Drømmeværelset, hvor en stor, glødende krystal svævede i midten af rummet. Krystallen var kilden til alle drømme i Drømmetoppen. Den pulserede med et blødt lys, der sendte bølger af drømme ud i verden.
Lila kiggede tættere på krystallen og bemærkede noget mærkeligt. En lille, mørk plet voksede i midten af krystallen. Det var svagt, men det var der.
Dronningens ansigt blev alvorligt. "Det er en Skygge af Frygt. Det er en mørk kraft, der nogle gange sniger sig ind i drømme og forvandler dem til mareridt. Jeg har forsøgt at holde det væk, men det ser ud til at blive stærkere."
Lila tænkte et øjeblik og spurgte så "Hvordan kan vi stoppe det?"
Dronningen smilede blidt. "For at stoppe Skyggen af Frygt, skal vi genoprette lyset af håb til krystallen. Og for det, har vi brug for nogen, der tror på drømmens magt."
Lilas hjerte svulmede med beslutsomhed. "Jeg tror på drømme! Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?"
Dronningen knælede ned og lagde hånden på Lilas skulder. "Du må tage på en rejse ind i Drømmeriget. Der vil du finde Håbets Lys. Det er en lille, lysende blomst, der kun blomstrer i den mørkeste del af Drømmeriget. Hvis du bringer den tilbage, vil krystallen blive genoprettet, og de dårlige drømme vil forsvinde."
Lila nikkede. "Jeg vil gøre det! Jeg vil finde Håbets Lys."
Dronningen viftede med sin hånd, og en dør dukkede op i den fjerne ende af kammeret. "Denne dør vil tage dig til Drømmeriget. Men vær forsigtig, Skyggen af Frygt kan forsøge at stoppe dig."
Med et modigt hjerte trådte Lila gennem døren, efterfulgt af Astra og kaninen. På den anden side fandt de sig selv i et underligt og vidunderligt sted. Himlen var en virvelvind af farver, og jorden var blød og svampet, som en kæmpe pude. Stjerner blinkede i det fjerne, og svævende øer drev dovent over dem.
De begyndte deres rejse gennem Drømmeriget, på jagt efter Håbets Lys. Undervejs mødte de mange magiske væsner snakkende skyer, venlige drager og endda en gruppe dansende ildfluer. Men da de bevægede sig dybere ind, blev himlen mørkere, og Lila kunne mærke Skyggen af Frygt nærme sig.
Endelig nåede de den mørkeste del af Drømmeriget. I midten af mørket stod en enkelt lysende blomst højt, der strålede med et blødt, gyldent lys. Lila nærmede sig forsigtigt den og plukkede blomsten fra jorden.
Men lige som hun vendte sig for at gå, dukkede Skyggen af Frygt op foran dem. Det var en virvlende sky af mørke med glødende røde øjne, der fulgte deres hver bevægelse.
Lila stod fast. "Nej! Jeg vil ikke lade dig tage drømmene fra Drømmetoppen!"
Med al sin mod samlede Lila Håpets Lys højt over sit hoved. Blomsten lyste stærkere og stærkere, indtil dens gyldne lys fyldte hele Drømmeriget. Skyggen af Frygt skreg og forsvandt i luften, besejret af håbets magt.
Med blomsten i hånden, vendte Lila, Astra og kaninen tilbage til Drømmepaladset. Drømmedronningen smilede stolt, da Lila placerede Håbets Lys i krystallen. Den mørke plet forsvandt, og krystallen begyndte at lyse stærkere end nogensinde før.
Lila strålede af stolthed. "Jeg kunne ikke have gjort det uden mine venner."
Dronningen gav Lila et varmt kram. "Du er en sand helt, Lila. Glem aldrig drømmenes magt."
Da Lila kom hjem den aften, følte hun sig stærkere og modigere end nogensinde før. Hun kravlede ind i sin seng, vidende at intet dårligt drøm nogensinde kunne skræmme hende igen. Og mens hun gled ind i søvnen, drømte hun om magiske eventyr, venlige væsner og det smukke kongerige Drømmetoppen.
Slut.
