Der var engang, i en lille, fredelig landsby omgivet af bakker og skove, en lille pige ved navn Sophie. Sophie var syv år gammel, med gyldenbrunt hår og lysende blå øjne, der funklede af nysgerrighed. Hun stillede altid spørgsmål, drømte altid om nye eventyr og undrede sig altid over verdenen uden for sin landsby.
Sophie elskede at lege udenfor, især nær skoven i udkanten af landsbyen. Hun tilbragte timer der, klatrede i træer, dansede med vinden og så de flyvende fugle svæve højt oppe i himlen. Men mere end noget andet elskede Sophie historier om magi. Hun troede, at der et sted, gemt dybt i verden, var steder fyldt med magi, der bare ventede på at blive opdaget.
En solrig eftermiddag var Sophie på opdagelse i sin yndlingsdel af skoven, da noget usædvanligt fangede hendes opmærksomhed. Bag et stort, gammelt egetræ var der en lille trædør, næsten skjult af rødderne og slyngplanterne. Sophie havde aldrig set denne dør før, selvom hun ofte havde leget i den del af skoven.
Nysgerrig gik Sophie hen til døren og skubbede den forsigtigt op. Til hendes overraskelse var der ikke mere skov bag døren, men en lysende sti, der syntes at funkle under sollyset. Luften omkring hende blev lettere, og hun følte en varme i sit hjerte, som om døren lige var åbnet til en verden fuld af vidundere.
Uden at tænke over det trådte Sophie igennem døren.
På den anden side fandt hun sig selv i det mest fortryllende sted, hun nogensinde havde set. Det var en magisk have, der var anderledes end noget, hun kunne have forestillet sig. Træerne var høje og storslåede, deres blade glimtede i sølv og guld. Blomster blomstrede omkring hende i alle regnbuens farver, og de syntes at glow med et lys af deres eget. Luften var fyldt med den søde duft af blomster, og blød musik, som tinklen af små klokker, spillede hele vejen rundt om hende.
I midten af haven stod en stor fontæne lavet af funklerende, klart krystal, og i midten af fontænen stod en lille statue af en klog ugle med sine vinger sprede bredt. Vandet fra fontænen glimtede blødt og syntes at danse i luften, før det faldt blidt tilbage i bassinet nedenfor.
Sophie&rsquos øjne blev store af forbløffelse. &ldquoDette må være et magisk sted!&rdquo hviskede hun til sig selv.
Lige da, talte en blød stemme bag hende. &ldquoHej, Sophie.&rdquo
Overrasket vendte Sophie sig om for at se en lille, lysende skabning svæve bare et par fod over jorden. Det var en fee, med delikate vinger, der glimtede som diamanter og et venligt smil, der straks fik Sophie til at føle sig tryg.
&ldquoKender du mit navn?&rdquo spurgte Sophie, mens hendes hjerte bankede af spænding.
Feen nikkede og grinede. &ldquoSelvfølgelig! Vi har ventet på dig, Sophie.&rdquo
&ldquoVi?&rdquo spurgte Sophie og så sig omkring.
Som om det var på kommando, begyndte flere magiske væsner at dukke op fra bag træerne og blomsterne. Der var flere feer, hver med deres egne unikke farver, der glimtede. Der var også små, legesyge dyr kaniner med pels, der funklede som stjernestøv, fugle, der sang i perfekt harmoni, og endda en lille enhjørning med en sølvhorn, der skinnede i sollyset.
Sophie kunne næsten ikke tro sine egne øjne. &ldquoHvor er jeg?&rdquo spurgte hun.
&ldquoDette er den Fortryllede Have,&rdquo forklarede den første fe. &ldquoDet er et magisk sted, hvor alt er fyldt med liv, skønhed og vidundere. Men der er en grund til, at vi bragte dig her, Sophie.&rdquo
Sophie&rsquos nysgerrighed voksede endnu mere. &ldquoHvorfor bragte I mig her?&rdquo
Feens smil svandt en smule, og hun så lidt trist ud. &ldquoMagien i haven svinder. Der er noget galt, og hvis vi ikke løser det snart, vil haven miste sin magi for evigt.&rdquo
Sophie følte en bølge af beslutsomhed. &ldquoHvordan kan jeg hjælpe?&rdquo spurgte hun.
Feens ansigt lyste op. &ldquoDu er den, der kan genoprette magien, Sophie. Et sted i haven, gemt dybt inde i den fortryllede skov, er Hjertet af Magi. Det er en lille, lysende ædelsten, der holder havens magi i live. Men det er blevet tabt, og uden det svinder havens magi.&rdquo
Sophie&rsquos hjerte begyndte at banke hurtigere. Dette var hendes chance for at tage på et rigtigt magisk eventyr! &ldquoJeg vil finde Hjertet af Magi,&rdquo lovede hun. &ldquoHvor skal jeg starte?&rdquo
Feen svang sine vinger og pegede mod den fjerneste kant af haven, hvor træerne voksede højere og mørkere. &ldquoIndgangen til den fortryllede skov er den vej. Men vær forsigtig, Sophie. Skoven er fuld af udfordringer. Du skal være modig, venlig og klog for at finde Hjertet af Magi.&rdquo
&ldquoJeg er klar,&rdquo sagde Sophie og følte sig beslutsom.
Med feens vejledning begav Sophie sig mod den fortryllede skov. Da hun gik, begyndte luften omkring hende at ændre sig. Den varme brise, der havde fyldt haven, blev køligere, og træerne voksede tættere sammen, deres grene snoede og drejede sig over hende som en labyrint.
Sophie gik forsigtigt, mens hun holdt øjne og ører åbne for ethvert tegn på Hjertet af Magi. Undervejs stødte hun på mange udfordringer. Først kom hun til en høj, glitrende væg af torne, der blokerede hendes vej.
&ldquoHvordan kommer jeg igennem?&rdquo undrede Sophie.
Netop da fløj en lille, gylden fugl ned og satte sig på hendes skulder. &ldquoDu skal være venlig mod skoven,&rdquo kvitrede fuglen. &ldquoTornene bevæger sig kun for dem, der viser venlighed.&rdquo
Sophie tænkte et øjeblik, så smilede hun og rørte forsigtigt ved tornene. &ldquoTak for at beskytte skoven,&rdquo hviskede hun. &ldquoMen jeg har brug for at passere for at hjælpe med at redde magien.&rdquo
Så snart hun talte, begyndte tornene at bevæge sig og delte sig for at skabe en vej for hende. Sophie smilede og fortsatte sin rejse.
Næste gang kom Sophie til en bred, funklerende flod, der syntes for dyb til at vad, og for hurtig til at svømme over. Hun kiggede rundt for en måde at krydse på, men kunne ikke finde en.
&ldquoHvordan kommer jeg til den anden side?&rdquo undrede hun.
Før hun kunne bekymre sig for meget, dukkede en venlig bæver op fra buskene med et bundt pinde. &ldquoBare rolig!&rdquo sagde bæveren med et grin. &ldquoVi bygger en bro sammen.&rdquo
Mens de arbejdede sammen med bæveren, brugte Sophie pinde til at bygge en lille, men solid bro over floden. Da den var færdig, takkede hun bæveren og fortsatte sin vej.
Endelig, efter hvad der føltes som timer med gående, nåede Sophie den dybeste del af den fortryllede skov. I midten af en lille lysning stod et højt, lysende træ med sølvbark og blade, der glimtede som stjerner. Ved bunden af træet stod en lille sten pedestal, og på pedestal lå Hjertet af Magi, en smuk, lysende ædelsten, der pulserede med lys.
Sophie&rsquos hjerte sprang af glæde. Hun havde fundet det!
Men lige som hun trådte frem for at tage Hjertet af Magi, begyndte jorden under hendes fødder at ryste, og en dyb stemme ekkoede gennem skoven.
&ldquoHvem vover at tage Hjertet af Magi?&rdquo tordnede stemmen.
Sophie frøs på stedet og så sig omkring. Bag det lysende træ dukkede en stor, skyggefuld skikkelse op. Det var Værgen af Hjertet, et magisk væsen betroet at beskytte Hjertet af Magi.
&ldquoJeg Jeg er Sophie,&rdquo stammede hun. &ldquoMagien i haven svinder, og jeg har brug for Hjertet af Magi for at genoprette det.&rdquo
Værgen svømmede hen over hende, dens øjne glødende med et intenst lys. &ldquoKun de, der virkelig er værdige, må tage Hjertet,&rdquo sagde det.
Sophie tog en dyb indånding. &ldquoJeg har forsøgt at være venlig og modig på min rejse, og jeg er her for at hjælpe haven. Venligst lad mig tage det.&rdquo
Værgen studerede hende i et langt øjeblik. Derefter, langsomt, nikkede den. &ldquoDu har bevist, at du er værdig,&rdquo sagde den. &ldquoTag Hjertet af Magi, og brug det klogt.&rdquo
Sophie trådte frem og løftede forsigtigt den lysende ædelsten fra pedestal. Så snart hun gjorde det, syntes hele skoven at vågne til live. Træerne glimtede endnu klarere, luften fyldtes med den søde duft af blomster, og blød musik spillede hele vejen rundt om hende.
Med Hjertet af Magi i hånden, skyndte Sophie sig tilbage til haven. Så snart hun kom tilbage, løb feerne og dyrene hen for at møde hende med ansigtet fyldt af håb.
&ldquoJeg fandt det!&rdquo sagde Sophie og holdt den lysende ædelsten op.
Feen, der først havde mødt hende, svømmede hen til hende og smilede. &ldquoDu har reddet haven, Sophie,&rdquo sagde hun.
Sophie satte Hjertet af Magi i midten af den krystalfontæne, og så snart hun gjorde det, brød hele haven ind i liv. Blomsterne blomstrede klarere end nogensinde før, træerne glimtede med gyldent lys, og luften var fyldt med glæde og latter.
Magien var blevet genoprettet.
Feerne og dyrene samlede sig omkring Sophie, jublende og fejrede. &ldquoTak, Sophie,&rdquo sagde feen. &ldquoDu er en ægte ven af den Fortryllede Have, og du vil altid være velkommen her.&rdquo
Sophie smilede, hendes hjerte fyldt med glæde. Hun havde været på et rigtigt magisk eventyr, og hun havde reddet haven. Men vigtigere var, at hun havde lært vigtigheden af venlighed, mod og at tro på sig selv.
Da solen begyndte at gå ned, vidste Sophie, at det var tid til at vende hjem. Hun sagde farvel til sine nye venner, og lovede at besøge dem igen snart. Da hun trådte tilbage gennem den lille trædør, fandt hun sig selv tilbage i skoven nær sin landsby.
Magien fra den Fortryllede Have var forsvundet fra syne, men Sophie vidste, at den stadig var der, og ventede på hendes næste eventyr.
Og således vendte Sophie hjem, hendes hjerte fyldt med undren og magi, velvidende at verden var fyldt med fantastiske muligheder for dem, der turde tro.
Slut.
