Der var engang en lille landsby omgivet af grønne bakker og stjerneklare himmelstræk, hvor en lille pige ved navn Mia boede. Mia var seks år gammel, med blødt brunt hår og øjne, der glimtrede som de stjerner, hun elskede at se på hver aften før sengetid. Hendes yndlingstid på dagen var lige før søvn, når verden blev stille, og himlen blev malet med stjerner. Mia troede, at natten holdt på hemmeligheder, og hun undrede sig ofte over, om den kunne tale til hende, hvis hun bare lyttede tæt nok.
Hver aften sad Mia ved sit vindue i soveværelset og kiggede op på månen. Hun elskede, hvordan den skinnede og passede på verden nedenfor. Hendes bedstemor plejer at fortælle hende historier om, hvordan månen havde magiske kræfter. "Måneskinnet hvisker til dem, der tror på magi," sagde hendes bedstemor. "Hvis du lytter nøje, kan den endda guide dig til et utroligt eventyr."
En særlig nat så månen større og lysere ud end nogensinde før. Dens sølvfarvede lys strømmede ind i Mias værelse og kastede bløde skygger på væggene. Hun klatrede ind i sin seng, men søvnen kom ikke så hurtigt som sædvanligt. Der var noget anderledes ved denne nat, noget specielt. Mens Mia lå og kiggede op på loftet, hørte hun en svag lyd, en blød, melodisk summen, som en vuggevise båret af vinden.
Nysgerrig satte Mia sig op og kiggede ud af vinduet. Lyden syntes at komme fra skoven i udkanten af landsbyen. Dens træer stod høje og stille, badet i måneskinnet. Mias hjerte begyndte at slå hurtigere af spænding. "Kan dette være magien, som Bedstemor talte om?" hviskede hun til sig selv.
Uden at kunne modstå kaldet fra den mystiske melodi, greb Mia sit varme tæppe og sin yndlingsstoffedyr, Hr. Fluff, og listede ud af sit værelse. Huset var stille, med hendes forældre dybt sovende. Hun tog sine sko på, svandt sig ind i sit tæppe og trådte ud i den kolde natluft.
Landsbyen var fredelig, oplyst af månens bløde skær. Mia gik mod skoven, hvor summen blev højere for hver skridt. Det var ikke en skræmmende lyd det var blidt og indbydende, som en sang kun for hende. Da hun nåede skovens kant, tøvede hun et øjeblik. Træerne så høje og mystiske ud i mørket, men måneskinnet lyste en klar vej blandt dem, næsten som om det guidede hende.
Hun samlede sit mod og trådte ind i skoven. Luften var kølig og duftede af fyr og frisk jord. Summen syntes at komme fra alle retninger, omfavnede hende som et trøstende kram. Mens hun gik, bemærkede hun små lys, der dansede blandt træerne. Først troede hun, at de var ildfluer, men da hun kiggede nærmere, indså hun, at de var små, lysende væsener med vinger feer!
Mia gispede forundret, da en af feerne fløj tæt på hende. Dens vinger funklende med farver, der skiftede som en regnbue, og dens lille ansigt strålede med et venligt smil. "Hej, Mia," sagde feen med en stemme blød som vinden. "Vi har ventet på dig."
"I har ventet på mig?" spurgte Mia, hendes stemme fyldt med forbløffelse.
"Ja," svarede feen. "Måneskinnet hviskede til os om dig. De sagde, du har et venligt hjerte og en nysgerrig ånd. I aften har Måne Dronningen brug for din hjælp."
"Måne Dronningen?" gentog Mia, hendes øjne store. "Hvem er hun?"
"Hun er nattens vogter," forklarede feen. "Hun holder verdens drømme sikre og sørger for, at stjernerne lyser klart. Men noget er galt. En mørk sky har stjålet den Stjernede Nøgle, en magisk nøgle, der åbner stjerners lys. Uden den vil natten miste sin magi, og drømmene for hver skabning vil falme."
Mia holdt Hr. Fluff tæt. "Det lyder forfærdeligt! Men hvad kan jeg gøre for at hjælpe?"
Feens vinger funklende, mens den fløj i cirkler omkring hende. "Dit hjerte er rent, og dit mod vil guide dig. Følg os til Måneskinningen, og Måne Dronningen vil forklare alt."
Mia nikkede, hendes nervøsitet forsvandt, mens spændingen tog over. Feerne omgav hende, deres lys skabte en funklen vej gennem skoven. De førte hende til en lysning, hvor træerne åbnede sig for at afsløre den fulde måne, der skinnede direkte over hende. I midten af lysningen stod Måne Dronningen. Hun var høj og yndefuld, med hår der flød som sølvstrømme og en kjole, der funklede som nattehimlen. Hendes øjne var varme og venlige, og hun holdt en lysende stav i sin hånd.
"Velkommen, Mia," sagde Måne Dronningen. Hendes stemme var beroligende, som en vuggevise. "Tak fordi du kom denne særlige nat."
Mia så op på hende i beundring. "Deres Majestæt, feen sagde, du har brug for min hjælp."
Måne Dronningen nikkede. "Ja, modige én. Den Stjernede Nøgle er blevet taget til Skyggehulen, et mørkt sted, hvor intet stjernelys kan nå. Nøglen er fanget derinde, og kun nogen med et rent hjerte kan hente den. Vil du hjælpe med at bringe nøglen tilbage og genoprette nattens magi?"
Mia tog en dyb indånding og så på Hr. Fluff et øjeblik. Så så hun tilbage på Måne Dronningen. "Jeg vil gøre det. Jeg vil bringe nøglen tilbage."
Måne Dronningen smilede og viftede med sin stav, og skabte et sølvlys, der dannede en lille, lysende halskæde. Hun satte den om halsen på Mia. "Denne Måneskin Halskæde vil guide dig og holde dig sikker i mørket. Stol på dit mod, så vil du lykkes."
Mia følte halskæden varme mod sit bryst og fyldte hende med en følelse af beslutsomhed. Feerne sluttede sig til hende igen og førte vejen ud af lysningen og mod Skyggehulen. Da de gik, bemærkede Mia, at skoven blev mørkere, træerne tykkere og højere. Feernes glød blev det eneste lys, og summelyden blev blødere, erstattet af den bløde raslen fra blade.
Mia nikkede, holdende halskæden tæt i den ene hånd og Hr. Fluff i den anden. "Jeg vil være modig," sagde hun, mens hun trådte ind i hulen.
Indenfor var luften tung og stille. Væggene glimtede med mørk, våd sten, og det eneste lys kom fra den bløde glød fra hendes halskæde. Mens Mia gik dybere ind i hulen, hørte hun en lav, brummende lyd. Hendes hjerte bankede, men hun mindede sig selv om Måne Dronningens ord "Stol på dit mod."
Da hun nåede centrum af hulen, så hun den Stjernede Nøgle. Den var gylden og skinnede svagt, liggende på et pedestall lavet af sort sten. Men vogter af den var en stor, skyggefuld skikkelse med glødende røde øjne. Den lignede en ulv lavet af røg, dens form skiftede og svandt.
Skyggeulven brummede og trådte mod Mia. Hun følte sig bange, men i stedet for at løbe væk, talte hun. "Vær venlig," sagde hun blidt. "Den Stjernede Nøgle hører ikke hjemme her. Natten har brug for sin magi, så alle kan drømme igen."
Ulven stoppede og lænede hovedet, som om den var overrasket over hendes ord. Mia fortsatte, hendes stemme blød men fast. "Jeg ønsker ikke at kæmpe imod dig. Jeg vil bare hjælpe. Hvis du lader mig tage nøglen, lover jeg, at den vil bringe lys og lykke tilbage til natten."
Ulven stirrede på hende i et langt øjeblik. Så, til hendes forbløffelse, trådte den langsomt til side, dens røde øjne blødgjordes. Mia nærmede sig pedestallen, samlede den Stjernede Nøgle op og holdt den tæt. "Tak," sagde hun oprigtigt.
Da hun gik ud af hulen, lyste halskæden om hendes hals mere og mere, lyser vejen. Feerne jublede, da de så hende komme frem med nøglen, deres lys dansede glædeligt. De førte hende tilbage til Måneskinningen, hvor Måne Dronningen ventede.
Mia satte den Stjernede Nøgle i Dronningens hænder. "Du gjorde det," sagde Måne Dronningen, hendes stemme fyldt med stolthed. Hun løftede nøglen mod himlen, og pludselig sprøjtede stjernerne ovenfor ud i strålende lys, lysere og smukkere end nogensinde før. Skoven glimtede, feerne sang, og luften var fyldt med magi.
"Tak, Mia," sagde Måne Dronningen. "På grund af dit mod og din venlighed er nattens magi genoprettet."
Mia smilede, følte en varme i sit hjerte. "Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe."
Måne Dronningen rørte blidt Mias pande med sin stav. "Nu er det tid for dig at vende hjem og hvile. Men husk, måneskinnet vil altid passe på dig."
I et øjeblik fandt Mia sig tilbage i sin seng, med Måneskin Halskæden, der stadig gløder blødt om hendes hals. Hun kiggede ud af vinduet på de lyse, blinkende stjerner og smilede. Mens hun faldt i søvn, drømte hun om lysende feer, en venlig dronning og det magiske eventyr, hun aldrig ville glemme.
Slut.
