Engang for længe siden, i en stille lille landsby omgivet af bjerge og marker, boede der en nysgerrig seksårig dreng ved navn Jack. Jack havde klare blå øjne, der funklede af spænding, og rodet brunt hår, der aldrig blev siddende på plads, uanset hvor meget hans mor forsøgte at rede det. Jack elskede eventyr. Mens andre børn var tilfredse med at lege på landsbyens torv, drømte Jack om at udforske de mystiske lande bag bakkerne.
Hans yndlingssted at lege var kanten af skoven, hvor en lille, plaskende bæk flød. Han tilbragte timer der, hvor han sprang på sten, byggede små både af grene og forestillede sig historier om fjerne lande. Jack havde altid hørt historier fra sin bedstefar om Regnbuefloden, en magisk flod, der kunne opfylde ét ønske for enhver, der fandt den. Men floden siges at være gemt dybt, dybt inde i skoven, og ingen fra landsbyen havde nogensinde fundet den.
"Bedstefar," spurgte Jack en aften, mens de sad ved ilden, "tror du, Regnbuefloden er virkelig?"
Hans bedstefar, en gammel mand med et venligt ansigt og glimt i øjet, smilede. "Nå ja, Jack, hver legende har et lille gran af sandhed i sig. Men Regnbuefloden er ikke ment for bare hvem som helst. Kun dem, der virkelig tror og viser mod, venlighed og beslutsomhed, kan finde den."
Fra den dag af kunne Jack ikke stoppe med at tænke på Regnbuefloden. En solrig morgen, med sin pålidelige rygsæk pakket med snacks, en vandflaske og sin notesbog til at tegne kort, besluttede Jack, at det var tid. "Jeg skal finde Regnbuefloden," annoncerede han til sin hund, Rusty. Rusty var en skrappet lille terrier med floppy ører og endeløs energi. Han gøede lykkeligt, som for at sige "Lad os gøre det!"
Jack og Rusty satte af sted mod skoven. Træerne stod høje og stolte, deres blade raslede blidt i brisen. Jo dybere de gik, jo mere stille blev det, indtil alt, hvad de kunne høre, var knase af blade under Jacks støvler og den lejlighedsvise gøen fra Rusty. Jack følte en blanding af spænding og nervøsitet, men han fortsatte.
Efter at have gået et stykke tid kom Jack til en vejafskæring. Den ene vej så ud til at være ofte brugt og sikker, mens den anden var overdækket og skyggefuld. Jack huskede sin bedstefars ord om mod og besluttede at tage den skyggefulde vej. "Kom nu, Rusty," sagde han, mens han trådte ind i det ukendte.
Stien førte dem til en lysning, hvor de så en gammel ugle sidde på en lav gren. Uglen havde fjer, der glimtede som sølv og øjne, der syntes at se alt. "Hvem er du, lille ven?" hootede uglen.
"Jeg er Jack," sagde han, mens han stod rank. "Jeg leder efter Regnbuefloden. Ved du, hvor den er?"
Uglen vippede sit hoved. "Regnbuefloden er ikke nem at finde. For at nå den skal du løse skovens udfordringer. Kun et venligt og modigt hjerte kan få succes."
"Jeg er klar," sagde Jack selvsikkert.
Uglen nikkede. "Meget vel. Din første udfordring ligger foran." Den svang sine vinger og fløj væk, efterladende en enkelt fjer. Jack plukkede den op, undrende over, hvad den mon kunne betyde.
Jack og Rusty fortsatte videre, og snart hørte de lyden af gråd. Da de fulgte lyden, fandt de en lille ræv med sin pote fanget under en tung gren. Ræven så op på Jack med tårevædede øjne. "Kan du hjælpe mig?" spurgte ræven.
Jack tøvede ikke. Han knælede ned og, brugende al sin styrke, løftede han grenen lige nok til, at ræven kunne frigøre sin pote. "Der er du!" sagde Jack, mens han smilede.
"Tak," sagde ræven, mens den viftede med sin buskede hale. "Du har et venligt hjerte. Tag dette." Ræven gav Jack en skinnende sten. "Dette vil hjælpe dig på din rejse."
Jack takkede ræven og fortsatte sin vej. Skoven syntes nu lysere, som om den heppede på ham.
Den anden udfordring kom, da Jack og Rusty nåede en bred, brusende flod. Der var ingen bro, og vandet så for dybt ud til at vade igennem. Jack så sig omkring, undrende over, hvad han skulle gøre. Pludselig bemærkede han en familie af bævere, der byggede en dæmning i nærheden.
"Undskyld mig," kaldte Jack til bæverne. "Kan I hjælpe os med at krydse floden?"
En af bæverne, en stor en med en plet af gråt pels, så eftertænksomt på Jack. "Hvorfor skal vi hjælpe dig?" spurgte den.
Jack tænkte et øjeblik. "Fordi jeg prøver at finde Regnbuefloden for at bringe lidt magi tilbage til landsbyen. Og jeg lover altid at være venlig overfor skoven og alle, der lever her."
Bæverne så ud til at være tilfredse med hans svar. De arbejdede hurtigt sammen for at skabe en solid sti af stammer over floden. Jack og Rusty krydsede forsigtigt og takkede bæverne, mens de gik. "Held og lykke!" råbte bæverne efter dem.
Jacks hjerte føltes lettere for hvert skridt. Han vidste, at han var på den rigtige vej. Men den største udfordring var endnu ikke kommet.
Da solen begyndte at gå ned, nåede Jack og Rusty til en mørk del af skoven. Træerne var snoede og forviklede, og en kold vind blæste gennem grenene. I midten af stien stod en høj, skyggefuld skikkelse. Den talte ikke, men syntes at blokere deres vej.
Rusty knurrede blidt, men Jack løftede sin hånd. "Det er okay, dreng," sagde han, mens han trådte frem. Den skyggefulde skikkelse hævede sig over ham, men Jack følte sig ikke bange. Han huskede sin bedstefars ord om mod.
"Jeg ønsker ikke at kæmpe med dig," sagde Jack roligt. "Jeg vil bare finde Regnbuefloden for at hjælpe min landsby. Hvis du er her for at teste mig, vil jeg gøre mit bedste for at bevise, at jeg er værdig."
I et øjeblik bevægede den skyggefulde skikkelse sig ikke. Så, langsomt, opløste den sig til små funkler af lys, der afslørede en skjult sti bag sig. Jack og Rusty fulgte stien, deres hjerter bankede af spænding.
Endelig kom de til en stor lysning. I midten af lysningen var Regnbuefloden. Det var det smukkeste, Jack nogensinde havde set. Vandet glimtede med alle regnbuens farver, og blød musik syntes at strømme fra det. Jack kunne ikke tro sine egne øjne.
Da han nærmede sig floden, dukkede den sølvfjerede ugle op igen. "Du har gjort det godt, Jack," sagde uglen. "Din venlighed, mod og beslutsomhed har ført dig hertil. Nu kan du ønske dig én ting."
Jack tænkte på alle de eventyr, han havde haft, og de venner, han havde fået undervejs. Han indså, at selvom Regnbuefloden var magisk, havde rejsen i sig selv været den sande skat. Alligevel vidste han, hvad han skulle ønske.
"Jeg ønsker, at min landsby altid skal være fuld af venlighed og mod," sagde Jack. "Så alle kan føle den magi, jeg følte på denne rejse."
Regnbuefloden glødede klart, og dens lys syntes at sprede sig gennem skoven, fyldende hver krog med varme og glæde. Uglen nikkede godkendende. "Dit ønske er blevet opfyldt, Jack. Magien fra Regnbuefloden vil nu leve i din landsby for altid."
Jack og Rusty gik hjemad, deres hjerter fyldt med lykke. Da de nåede landsbyen, fandt de alt lysere og mere livligt end før. Landsbyboerne hilste dem med smil, og Jack følte en varm glød, vel vidende at han havde bragt lidt magi med sig.
Fra den dag af blev Jack kendt som drengen, der fandt Regnbuefloden. Men vigtigere var, at han inspirerede alle i landsbyen til at være venlige, modige og nysgerrige. Og selvom han fortsatte med at drømme om nye eventyr, glemte Jack aldrig de lektioner, han lærte på sin magiske rejse.
Slut.
