Der var engang en lille pige ved navn Stella, som boede i en lille landsby, der lå mellem bølgende bakker og en glitrende sø. Stella var seks år gammel og havde den mest levende fantasi, man nogensinde havde set. Hun elskede at lytte til godnathistorier og drømte ofte om magiske eventyr. Hendes yndlingsdel af dagen var, når hendes mor puttede hende i seng, kyssede hende godnat og hviskede "Søde drømme, mit lille stjerneskud."
Stellas værelse var indrettet med lysende stjerner i loftet, en blød måneformet lampe på hendes natbord, og hendes yndlingsbamser, Hr. Kramle, altid ved hendes side. Hver nat undrede hun sig over stjernerne på himlen. "Bliver de nogensinde trætte?" spurgte hun sin mor en aften. Hendes mor smilede og sagde "Stjernerne lyser op i vores drømme. De hviler aldrig rigtig, men måske, bare måske, finder du ud af det en dag."
Den nat kunne Stella ikke sove. Stjernerne udenfor hendes vindue syntes at funkle mere strålende end sædvanligt, som om de kaldte på hende. Hun krammede Hr. Kramle tæt og hviskede "Jeg ville ønske, jeg kunne tale med stjernerne. Jeg ville fortælle dem, hvor taknemmelig jeg er for deres lys."
Som om der var magi i luften, fyldte et blødt, lysende lys hendes værelse. Stella satte sig op, hendes øjne var vidt åbne af undren. Foran hende stod en lille figur, en stjerne, men ikke bare nogen stjerne. Det var en levende, strålende stjerne med små arme, ben og et lysende smil. "Hej, Stella," sagde stjernen med en blid stemme. "Mit navn er Lumina. Jeg hørte dit ønske."
Stella gispede. "Kan du tale? Er du virkelig en stjerne?"
Lumina fniste, hendes lys blinkede som et lys. "Ja, jeg er en stjerne, og jeg har brug for din hjælp. Du ser, vi stjerner føler os meget søvnige i aften og kan ikke skinne så klart, som vi skal. Hvis vi ikke skinner, kan drømmene for alle børn i verden forsvinde."
Stellas hjerte sprang et slag over. "Det lyder forfærdeligt! Men hvordan kan jeg hjælpe?"
"Du har et venligt hjerte og en nysgerrig ånd, Stella," sagde Lumina. "Du er lige den person, der kan hjælpe os med at finde Drømmenes Støv, det magiske pulver, der holder os stjerner lysende. Det er blevet spredt over Drømmenes Skylande, og vi skal samle det, før natten er omme."
Stella så på Hr. Kramle, som syntes at nikke i enighed. "Okay, jeg vil gøre det! Lad os finde Drømmenes Støv."
Lumina smilede strålende og strakte sin lysende hånd ud. "Hold fast i mig, så rejser vi til Skylandene sammen."
Stella tog Luminas hånd, og i et øjeblik svømmede de gennem nattehimlen. Landsbyen nedenfor blev mindre og mindre, indtil den lignede en lille klump af lys. Stjernerne over dem syntes så tæt på, at Stella troede, hun kunne række ud og røre dem. Luften var kølig og duftede svagt af lavendel, som om natten selv beroligede hende.
Snart ankom de til Drømmenes Skylande, et magisk rige fyldt med flydende øer lavet af skyer. Hver ø glimtede med bløde pastelfarver pink, blå og guld. De stjerner, der boede der, blinkede svagt, deres lys var sværere end sædvanligt. De vinkede svagt til Stella og Lumina, mens de passerede forbi.
"Drømmenes Støv er gemt over tre øer," forklarede Lumina. "Hver ø indeholder en udfordring, men jeg ved, du kan klare det."
Den første ø, de landede på, hed Øen med Vuggeviser. Luften var fyldt med bløde melodier, som om hundredvis af musikbokse spillede på én gang. I midten af øen stod et træ med sølvfarvede blade, og hængende fra dets grene var små, glødende poser med Drømmenes Støv.
"For at samle Drømmenes Støv her skal du synge en vuggevise," sagde Lumina. "Men den skal komme fra dit hjerte."
Stella tænkte et øjeblik. Hun huskede den vuggevise, hendes mor altid sang for hende før sengetid. Hun lukkede øjnene og begyndte blidt at synge
"Blink, blink, lille stjerne,
Hvordan jeg undrer mig over, hvad du er.
Oppe over verden så højt,
Som en diamant på himlen."
Mens hun sang, begyndte de sølvfarvede blade på træet at glitre, og en af de glødende poser svævede ned i hendes hænder. "Du gjorde det!" jublede Lumina. Stella smilede og følte sig stolt af sig selv.
De forlod Øen med Vuggeviser og rejste til den anden ø, kaldet Øen med Drømme. Denne ø var fyldt med flydende bobler, hver indeholdende en lille, farverig scene et barn, der rider på en enhjørning, et andet, der flyver med sommerfugle, og et andet, der udforsker en slikfyldt skov.
"For at samle Drømmenes Støv her," sagde Lumina, "må du vælge den mest værdifulde drøm og love at beskytte den."
Stella så på alle boblerne og fik øje på en, der fik hendes hjerte til at smelte. Indeni var en drøm om en lille pige, der legede med sin familie på en solrig eng, latterende og lykkelig. Stella rørte forsigtigt ved boblen og sagde "Jeg lover at beskytte denne drøm, så den aldrig forsvinder."
Boblen glødede klart, og endnu en pose med Drømmenes Støv dukkede op i hendes hænder. Lumina strålede af glæde. "Du er fantastisk, Stella!"
Endelig nåede de den tredje ø, Øen med Skygger. Denne ø var mørkere og mere stille end de andre, og Stella følte sig lidt nervøs. "Hvorfor er det så mørkt her?" spurgte hun.
"Det er her, tabte drømme går hen," forklarede Lumina. "For at samle Drømmenes Støv her må du konfrontere dine frygt."
Stella tog en dyb indånding og trådte frem. Pludselig dukkede en skyggefuld figur op, høj og truende. Den var ikke skræmmende som et monster, men den mindede Stella om de gange, hun følte sig ensom eller usikker på sig selv. Hun følte en klump i halsen, men huskede sin mors ord "Du er aldrig virkelig alene kærligheden i dit hjerte vil altid lede dig."
"Jeg er ikke bange for dig," sagde Stella bestemt, mens hun krammede Hr. Kramle tæt. "Jeg ved, jeg er modig, og jeg er her for at hjælpe stjernerne og alle børn, der har brug for deres drømme."
Den skyggefulde figur opløstes til en blød tåge, og den sidste pose med Drømmenes Støv dukkede op i hendes hænder. Lumina klappede sine små hænder. "Du gjorde det, Stella! Du har samlet alt Drømmenes Støv!"
De vendte tilbage til centrum af Skylandene, hvor de andre stjerner samlede sig omkring dem. Lumina tog poserne med Drømmenes Støv og dryssede det op i himlen. Stjernerne voksede straks lysere, deres lys funklede som diamanter. Stjernerne jublede og blinkede i takt, og skabte en smuk symfoni af lys og lyd.
"Tak, Stella," sagde Lumina, hendes glød stærkere end nogensinde. "På grund af dig kan stjernerne skinne igen, og børn overalt vil have søde drømme i nat."
Stella følte sit hjerte svulme af lykke. "Jeg er så glad for, at jeg kunne hjælpe."
Lumina rørte ved Stellas hånd og sagde "Det er tid for dig at vende tilbage nu. Men husk, stjernerne vil altid passe på dig, og du vil altid være en helt i Skylandene."
I et blink var Stella tilbage i sin seng, måneskinnet strømmede ind gennem hendes vindue. Hun kiggede på Hr. Kramle og smilede. "Hvilket eventyr vi havde," hviskede hun. De lysende stjerner i loftet syntes at funkle mere strålende end nogensinde, som om de takkede hende.
Da Stella lukkede øjnene, følte hun en varm, magisk følelse i sit hjerte. Hun gled af sted i søvn, drømmende om flydende øer, glitrende stjerner og den magiske nat, hun aldrig ville glemme.
Slut.
