Der var engang en lille kystby, omkranset af funklende blåt vand og gyldne strande, hvor en dreng ved navn Leo boede. Leo var seks år gammel og elskede intet mere end eventyr. Han havde krøllet brunt hår, store hasselbrune øjne og et drilsk smil, der altid gav indtryk af, at han var på vej til noget spændende. Hans yndlingssted at udforske var det gamle fyrtårn på kanten af byen. Det havde været forladt i mange år, og byens folk fortalte ofte historier om, at det var hjemsøgt. Men Leo var ikke bange han elskede tanken om, at fyrtårnet kunne indeholde hemmeligheder, der ventede på at blive opdaget.
En solrig eftermiddag besluttede Leo sig for at besøge fyrtårnet igen. Han pakkede sin lille rygsæk med nogle snacks, en lommelygte og sin yndlingsforstørrelsesglas, just in case han skulle undersøge noget nærmere. "Jeg vil finde noget fantastisk i dag!" erklærede han til sin hund, Max. Max var en legesyg golden retriever, der fulgte Leo overalt. Hans logrende hale og glade gøen syntes at være enige i Leos plan.
Da de nåede fyrtårnet, blæste vinden blidt, og mågerne kaldte, mens de fløj over havet. Leo og Max klatrede op ad den knirkende spiraltrappe indeni fyrtårnet, deres skridt ekkoede i det tomme rum. Øverst oppe opdagede Leo noget, han ikke havde set før. Bag en gammel trækiste var der en løs mursten i væggen. Nysgerrig trak han til murstenen, og til hans overraskelse gled den let ud.
Inde i det lille hul i væggen fandt Leo et sammenrullet stykke pergament bundet med et rødt bånd. Hans hjerte sprang af begejstring, da han forsigtigt rullede det ud. Det var et kort, men ikke bare et hvilket som helst kort. Det var gammelt og detaljeret, med mærkelige tegn og et stort rødt "X" i midten af et sted, der var mærket "Dragens Bugt."
"Max, jeg tror, vi lige har fundet et skattekort!" udbrød Leo. Max gøede entusiastisk, som om han forstod.
Kortet havde en række spor skrevet med krøllede, gammeldags håndskrift. Den første ledetråd lød "Begynd hvor bølgerne kysser klipperne, og følg vinden."
Leos øjne lyste af spænding. "Vi skal til stranden!" sagde han, greb kortet og førte Max ned ad fyrtårnets trapper.
Da de nåede stranden, kiggede Leo rundt efter nogle klipper, der kunne være kysset af bølgerne. Snart fik han øje på en klynge af store klipper ved vandkanten, hvor bølgerne blidt sprøjtede. "Dette må være stedet," sagde han, mens han gik tættere på. Sørgeligt nok var der indgraveret en lille pil i en af klipperne, der pegede mod en sandet sti, der førte ind i den nærliggende skov.
"Følg vinden," læste Leo igen. Brisen syntes at guide dem, mens de trådte ind i skoven, og bladene raslede blidt over dem. Leo og Max gik i hvad der føltes som timer, mens de fulgte pilene, der var snedigt gemt på træer, klipper og endda svampe. Skoven var fuld af vidundere farvestrålende fugle kvidrede lykkeligt, og egern sprang legesyg mellem træerne. Leo følte sig som en rigtig opdagelsesrejsende.
Endelig kom de til en lysning, hvor et stort eg stod i midten. Hængende fra en af dets grene var et lille træskilt, der stod "For at finde nøglen, se under mig." Leo knælede ned og begyndte at grave ved træets fod med hænderne. Max hjalp ved ivrigt at pote i jorden. Før længe afdækkede de en lille metalboks.
Leo åbnede boksen og fandt en gylden nøgle indeni. Den var skinnende og detaljeret, med små indgraveringer af stjerner og bølger. "Denne nøgle må være til skatten!" sagde Leo og løftede den op til solen. "Men hvor skal vi hen næste?"
Han tjekkede kortet igen og så, at den næste ledetråd var skrevet på bagsiden af pergamentet "Kryds broen, hvor floden synger, og du vil finde, hvad rejsen bringer."
Leo mindede sig om en træbro, de var passeret tidligere i skoven. "Kom nu, Max! Lad os gå!" sagde han og løb tilbage mod broen. Da de nåede den, stoppede Leo for at lytte. Floden nedenunder boblede og plaskede, næsten som om den sang en glad melodi.
Mens de krydsede broen, bemærkede Leo en lille indgravering på det træværk, der var en anden pil, der pegede mod klipperne ved havet. "Vi kommer tættere på, Max! Jeg kan mærke det!" sagde han.
De skyndte sig mod klipperne, hvor de fandt en smal sti, der snoede sig ned til en skjult bugt. Lyden af bølgerne, der bragede imod klipperne, blev højere, mens de gik ned ad stien. Da de endelig nåede bunden, gispede Leo. Bugten var betagende. Vandet glinsede som flydende guld under eftermiddagssolen, og sandet funklede, som om det var blandet med tiny diamanter.
I midten af bugten var en stor sten dør bygget ind i klippesiden. Døren havde ingen håndtag, kun en nøglehul, der var formet præcist som den gyldne nøgle, Leo havde fundet.
Leo og Max trådte forsigtigt ind. Væggene i tunnelen glimtede med et overnaturligt lys, og luften var fyldt med en svag summen, som om hulen selv var i live. I slutningen af tunnelen kom de ind i en stor hule. I midten af hulen var en kiste, hvis overflade var dekoreret med indgraveringer af drager, stjerner og bølger.
Leo nærmede sig kisten og løftede låget. Indeni fandt han bunker af guldmønter, funkende juveler og et sammenrullet skrift. Men det der fangede hans opmærksomhed mest var en smuk halskæde med et sølv dragevedhæng. Dragens øjne var små smaragder, der syntes at winke til ham i lyset.
Leo tog skridtet og rullede det ud. Der stod "Til den, der finder denne skat, husk Sandt eventyr handler ikke om, hvad du finder, men om rejsen, du tager, og venligheden, du viser undervejs."
Leo smilede. Han indså, at skriftet havde ret. Skatten var fantastisk, men det sande eventyr havde været rejsen med at løse sporene, udforske skoven og finde magi i verden omkring ham.
Da Leo og Max gjorde deres vej tilbage til byen, følte de sig stolte og glade. Leo besluttede at dele skatten med sin familie og venner, velvidende at det ville gøre det endnu mere specielt at dele eventyret med andre.
Den aften, da solen gik ned over havet og malede himlen med farver af orange og pink, sad Leo med Max ved fyrtårnet. Han holdt dragehalskæden i sine hænder og smilede. Han kunne ikke vente med at tage på sit næste eventyr, for han vidste, at verden var fuld af magi, der ventede på dem, der var modige nok til at søge det.
Og således levede Leo og Max lykkeligt, altid klar til deres næste store eventyr.
Slut.
