Den Venlighjertede Tinkerer, Der Blev Venner Med En Frygtindgydende Drage

Der var engang en lille, travl landsby indlejret i en frodig dal omkranset af høje bjerge, hvor en særpræget ung kvinde ved navn Maribel boede. Hun var ikke den type person, man ville forestille sig som en helt. Maribel var stille, beskeden og ofte overset af andre i sin by. Hun havde ikke store muskler, ikke strålende rustning og ingen særlige kræfter. Hun var hverken hurtig eller stærk, men det, hun manglede i fysisk styrke, gjorde hun op for med et ekstraordinært sind og et hjerte fyldt med venlighed. Maribel brugte det meste af sin tid på at nusse rundt i sit værksted, et rodet lille rum fyldt med tandhjul, fjedre og metalrester. Hun elskede at skabe små opfindelser for at hjælpe sine naboer en vinddreven kornkværn til mølleren, et selvvandrende system til byens haver og endda en enhed, der kunne spille beroligende melodier for urolige babyer. På trods af sine mange bidrag blev hun ofte afvist, fordi hun ikke passede ind i billedet af en "helt" eller nogen, der kunne gøre en betydelig forskel. Maribel gjorde dog ikke meget ud af det. Hun var tilfreds med at løse små problemer og bringe glæde til de mennesker omkring hende på sin egen stille måde. En dag faldt der bogstaveligt talt en skygge over landsbyen. En tæt, mørk tåge begyndte at sive ned fra bjergene og Lægge dalen under et uhyggeligt mørke. Afgrøderne begyndte at visne, floderne blev til en dråbe, og den engang glædelige kvidren fra fuglene blev erstattet af en trykkende stilhed. Landsbyboerne hviskede om en frygtelig forbandelse, og snart lærte de kilden til deres problemer en frygtindgydende drage ved navn Umbra, der havde gjort sit tilholdssted højt oppe i bjergene. Umbra var ingen almindelig drage. Det blev sagt, at dens ånde bar fortvivlelse, og at dens blik kunne forvandle den modigste kriger til en rystende skygge af sig selv. Landsbyboerne var skrækslagne. De bad kongen om at sende riddere til deres hjælp, men hver ridder, der vovede sig ind i bjergene, vendte tilbage uden noget eller vendte ikke tilbage overhovedet. Desperationen voksede, og det samme gjorde den fortvivlelse, der hang over landsbyen. Maribel lyttede til landsbyboernes råb og så, hvordan hendes naboer blev mere håbløse for hver dag, der gik. Hun kunne ikke bære at se sit hjem, sine venner og sin familie lide. På trods af sin frygt besluttede Maribel, at hun måtte gøre noget. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle konfrontere dragen, men hun vidste, at hun måtte prøve. Da hun meddelte sine intentioner, var landsbyboerne skeptiske. "Maribel?" grinede de. "Hvad kan du overhovedet gøre? Du er bare en tinkerer. Du er ikke en kriger eller en troldmand. Du vil få dig selv dræbt! Men Maribel var fast besluttet. "Jeg er måske ikke en kriger," sagde hun, "men jeg kan tænke, og jeg kan skabe. Og nogle gange vindes de største kampe med kløgt, ikke med rå styrke. Med det gik hun i gang med at forberede sig til sin rejse. Hun pakkede sin taske med værktøjer, metalrester, en snor og et lille spejl. Hun tog også en simpel blokfløjte med, et arvestykke fra sin afdøde mor, som altid havde fortalt hende, at musik kunne berolige selv de mest vrede hjerter. Bestigningen af ​​bjerget var anstrengende. Luften blev koldere og tyndere, mens Maribel steg op, og stien var farlig. Men hun fortsatte, drevet af sin beslutsomhed om at redde sin landsby. Undervejs fandt hun tegn på dragens nærvær forkullede træer, kløer der var gravet ind i klipperne, og lejlighedsvis en bunke knogler. Hun rystede, men nægtede at vende om. Efter flere dage nåede Maribel endelig frem til dragens tilholdssted, en cavernøs åbning i bjergsiden. Luften var tyk af svovlsedimentering, og jorden var dækket af forkullede rester. Mens hun samlede al sin mod, trådte Maribel ind. Hulen var enorm, dens vægge glinsede med obsidianlignende krystaller, der reflekterede det svage lys. I den fjerneste ende af kammeret lå Umbra, en massiv, jet sort drage med øjne, der glødede som smeltet guld. Skabningen var endnu mere skræmmende end historierne havde beskrevet. Dens skæl skinnede som mørkt glas, og dens enorme vinger var foldet mod dens sider. Maribel tog en dyb indånding og trådte frem. "Umbra," kaldte hun, hendes stemme rystede, men var stabil. "Jeg er kommet for at tale med dig. " Dragens øjne sprang op, og den løftede sit massive hoved for at stirre på hende. Dens stemme rumlede som fjern torden. "Hvem vover at forstyrre mit tilholdssted? Endnu en tåbelig ridder, der kommer for at omkomme?" "Jeg er ingen ridder," svarede Maribel. "Jeg er bare en tinkerer fra landsbyen nedenfor. Jeg er kommet for at spørge, hvorfor du har forbandet vores dal. " Umbra smalede sine øjne, tydeligvis overrasket over hendes mod. "Hvorfor skulle jeg forklare mig for et simpelt menneske?" spottede den. Maribel stod fast. "Fordi jeg tror, der er en grund bag dine handlinger. Du har ikke altid været sådan, har du? Noget må være sket for at gøre dig så vred, så fuld af fortvivlelse. " I et øjeblik sagde dragen ingenting. Så lod den et lavt, rumlende brøl slippe ud. "Du formoder at forstå mig, lille menneske? Meget vel. Jeg vil underholde dig for nu. " Umbra begyndte at tale, dens stemme ekkoede gennem hulen. For længe siden, forklarede den, havde den været en vogter af dalen, der beskyttede landet og dets folk. Men landsbyboerne var blevet grådige, og de havde fældet skovene og udvundet bjergene uden hensyntagen til naturens balance. Da Umbra havde forsøgt at advare dem, var de vendt sig mod dragen og drevet den væk med ild og stål. Bitter og forrådt var Umbra trukket tilbage til bjergene og svoret at få landsbyboerne til at føle den smerte, den havde lidt. Maribel lyttede intenst, hendes hjerte klemte for både dragen og hendes landsby. "Jeg er ked af, hvad der skete med dig, Umbra," sagde hun blidt. "Hvad landsbyboerne gjorde, var forkert. Men at skade dem vil ikke helbrede din smerte det vil kun gøre det værre. " Dragens øjne flakkede med usikkerhed. "Og hvad vil du have mig til at gøre, lille tinkerer? Tilgive og glemme? Lad dem ødelægge, hvad der er tilbage af dette land?" "Nej," svarede Maribel. "Men måske kan vi finde en måde at genoprette balancen sammen. Du behøver ikke at være vores fjende, Umbra. Du kunne være vores allierede igen. " Dragen lo hånligt. "Og hvorfor skulle jeg stole på dig? Hvad kunne du overhovedet gøre for at fikse, hvad der er blevet brudt?" Maribel strakte hånden ind i sin taske og trak spejlet frem. Hun løftede det op, så Umbra kunne se sin egen refleksion. "Fordi jeg tror, at dybt indeni, er du stadig den vogter, du engang var. Og jeg vil hjælpe dig med at blive det igen. " Umbra stirrede på sin refleksion i et langt øjeblik, og dens smeltede øjne blødte en smule. Til sidst sagde den "Meget vel, lille tinkerer. Jeg vil give dig én chance. Men hvis du mislykkes, vil jeg ikke skåne din landsby. " Maribel nikkede, hendes sind løb over med idéer. I de følgende dage arbejdede hun utrætteligt i dragens tilholdssted, brugte sine værktøjer og materialer til at designe en plan. Hun foreslog en række løsninger at genplante skovene med unge træer, skabe vandingssystemer til at genoplive floderne og opsætte vindmøller til at levere energi uden at skade miljøet. Hun overbeviste endda Umbra om at bruge sin ildsprudlende ånde til at smede nye værktøjer til landsbyboerne. Da Maribel vendte tilbage til landsbyen med Umbra ved sin side, var landsbyboerne skrækslagne. Men Maribel forklarede hurtigt situationen og delte sin plan. Selvom de var skeptiske i starten, accepterede landsbyboerne til sidst at arbejde sammen med dragen for at helbrede landet. Over tid begyndte dalen at komme sig. Skovene blev frodige og grønne, floderne flød frit igen, og den mørke tåge lettede. Umbra, der ikke længere var belastet af vrede, blev dalens vogter igen og vogtede landet og dets folk. Og Maribel, den uanselige tinkerer, blev hyldet som en helt, ikke på grund af sin styrke eller magt, men på grund af sin klogskab, venlighed og urokkelige tro på, at selv de største ondskaber kunne overvindes med forståelse og samarbejde. Og således levede landsbyen og dens vogter i harmoni, et strålende eksempel på, hvad der kunne opnås, når mennesker og drager arbejdede sammen for et fælles gode. Maribel vendte tilbage til sit værksted, tilfreds med at tinkere videre, velvidende at hun havde gjort en forskel på sin egen stille måde. Slut.